Vaccine-uligheden skader alle

Først offentliggjort i JyllandsPosten 20. februar, 2020

Af: Tim Whyte, generalsekretær Mellemfolkeligt Samvirk, Nynne Nørgaard-Christensen, læge og aktiv i organisationen Universities Allied for Essential Medicines og Nalucha Nganga, landechef ActionAid Zambia


I jagten på Covid-19 vacciner kan vi vinde ved at stå sammen – eller alle stå tilbage som tabere

I skrivende stund er mere end ¾ af de 128 millioner doser vaccine, der indtil videre er givet, forbeholdt blot ti af verdens lande. Samtidig har op mod 130 lande med omkring 2,5 milliarder mennesker endnu ikke adgang til én enkelt dose.


Det er, som FNs sundhedsorganisation WHO understreger ”dybt uretfærdigt, at de mest sårbare afrikanere tvinges til at vente på vacciner, mens mindre sårbare grupper i rige lande er på den sikre side”.


Vi kunne ikke være mere enige.


Skriv under: Vacciner skal være for alle


Adgang til livsvigtig medicin er en menneskeret, men alligevel ser vi lige nu en global fordeling af vacciner, som er helt skæv. EU har købt 2,5 milliarder doser - der bor 447 millioner mennesker i EU. Alle borgere i EU kan altså vaccineres 1,7 gange ud over de 2 planlagte stik. Konsekvensen er, at lavindkomstlande ikke får adgang til vacciner. Zambia eksempelvis står midt i den værste genopblussen af pandemien, men har ikke en eneste vaccine. Mindst hver femte af de testede er smittede, men hvor stort det reelle smittetal er, er der ingen, der ved. For Zambia mangler også testudstyr.


Det koster menneskeliv, men øger også risikoen for mutationer, som de nuværende vacciner ikke kan håndtere.

Vaccinerne bliver udviklet i de rigeste lande – og opkøbes af de rigeste lande. Dermed efterlader vi udviklingslandene på perronen, og det er en farlig sti at gå nedad, da den globale pandemi kræver globale løsninger. Både i udvikling af vacciner – og i produktion og fordeling af dem. Ellers risikerer vi at forlænge pandemien.

Vi er nødt til at udvikle, producere og fordele vacciner, så alle har adgang til livsreddende behandling – hvad enten man bor i Danmark eller det sydlige Afrika. Og så skal

produktionen øges markant. Men den begrænses i dag af en modvillig medicinalindustri, der ikke vil dele viden, teknologi og produktions knowhow, selv om udvikling af nye lægemidler i høj grad beror på grundforskning på offentlige universiteter samt offentligt finansierede projekter. Alligevel er det medicinalindustrien, der ender med at stå med patentet og prissætter vaccinerne.


Det er ikke en ny problemstilling, og det den skæve globale fordeling heller ikke. Vi har eksempelvis set det i forbindelse HIV og Ebola. Så lad os for en gang skyld gøre det ordentligt. Lad os stille krav om rettigheder og medbestemmelse over slutproduktet. Den danske regering, såvel som det internationale samfund, skal stille krav til virksomheder, der modtager offentlige midler. Ethvert offentligt bidrag til udvikling af lægemidler i form af både direkte investeringer, skattefradrag og tilgængelighed af laboratorier eller personale bør være betinget af specifikke krav om tilgængelighed og prissætning.


Der er brug, at vi fordeler ekstra vacciner til andre lande via en form for global fordelingsnøgle evt. i WHO-regi, som allerede har et system til samme, COVAX. I den aktuelle krise har fx Indien og Sydafrika stillet forslag i WTO om en midlertidig dispensation af patentforpligtelser i henhold til den såkaldte TRIPS-aftale for COVID-19-vacciner, så lande kan sikre deres borgere adgang til vaccinerne rettidigt ved at producere generiske versioner. Denne mulighed er faktisk også stadfæstet i FNs Verdensmål, som alle verdens har tilsluttet sig. Alligevel afviser lande som EU's medlemsstater, USA, Storbritannien og Canada blankt denne mulighed og modarbejder dermed en mere retfærdig fordeling af vaccinerne.


Det må og skal Danmark gøre op med. Danmark bør være foregangsland og tage et socialt globalt ansvar.  For som minister for udviklingssamarbejde, Flemming Møller Mortensen, selv har understreget:


”Hele verden forbliver sårbar for nye virusudbrud, indtil de svageste befolkningsgrupper og sundhedssystemer er beskyttet.”

24 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle