Svækket ulandsbistand er et historisk svigt

Af: Tim Whyte, Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

Indlægget har tidligere været bragt i Altinget den 6. august, 2020


Det er et historisk svigt, hvis regeringen holder fast i målsætningen om at give 0,7 procent at bni i udviklingsbistand, mens coronakrisen kaster hundredvis af millioner mennesker ud i fattigdom.

Regeringen vil ifølge Altinget i 2021 reducere dansk udviklingsbistand med adskillige millioner kroner. Forklaring: dansk økonomi skrumper, og regeringen fastholder, at bistanden kun skal udgøre 0,7 procent af bruttonationalindkomst (BNI).


Samlet set kan der blive op mod 1,4 milliarder kroner mindre at gøre godt med i udviklingslandene.


Den beslutning flugter dårligt med den solidaritet, regeringen har som ledetråd i samarbejdet med udviklingslandene. Ja, corona-pandemien er også en mavepuster til dansk økonomi, men Danmark er et af de lande i verden, der er bedst rustet til at klare udfordringerne.

Det er Afrika og andre udviklingslandene ikke. For sårbare mennesker i disse lande har coronaen dramatiske konsekvenser.


Ulande har ikke råd til hjælpepakker Ifølge Verdensbanken vil coronakrisen i værste fald kaste 560 millioner mennesker ud i fattigdom, herunder 100 millioner i ekstrem fattigdom. Det er første gang i mere end 20 år, at andelen af ekstremt fattige i verden stiger.


Modsat Danmark så har udviklingslandene ikke økonomiske ressourcer til at lave hjælpepakker til virksomhederne og understøtte alle de, der bliver ramt af arbejdsløshed, særligt i den uformelle sektor. Konsekvensen er sult. Verdensfødevareprogram forudser en fordobling af akut sultne mennesker.


Derfor er det oplagt at spørge, hvad regeringen og dens støttepartier egentlig mener med løftet i deres forståelsespapir: ”Danmark er et land, der hjælper mennesker i nød”.


Et historisk svigt Det er svært at forestille sig en større nød end den, mennesker oplever nu. I den nuværende situation vil en solidarisk udviklingspolitik øge indsatsen, ikke skære i bidraget.


Derfor skal bistandsprocenten hæves til én procent af BNI. Det var socialdemokratisk politik frem til 2018 og er stadig den erklærede politik for alle støttepartierne.


Det vil være et historisk svigt, hvis vi ikke gør noget nu - hvis vi som et rigt land ikke gør, hvad vi kan for at bistå udviklingslande, der pludselig står med historiske udfordringer med stigende fattigdom, sult, manglende sikkerhedsnet og overvældede sundhedssystemer.

Vi har talt meget om samfundssind. Det er nu, vi skal vise, at solidariteten ikke stopper ved vores grænse. At den ikke kun gælder, når det går godt.


Konsekvensen af at reducere bistanden i år vil være til at mærke, ikke bare i år, men også i de kommende år i form af stigende konflikter, migration og begrænset eksport.


Kan løse langsigtede udfordringer Hvis vi ikke tager fat nu, vil fremtiden dømme os hårdt. Hvis vi derimod udviser ansvar, kan krisen blive anledning til, at vi rent faktisk får sat tryk på den nødvendige omstilling.

Vi har nu en mulighed for at bruge vore investeringer og samarbejder til at fremtidssikre og løse de langsigtede udfordringer, vi står overfor med klimaforandringer og jobskabelse for historiens største ungdomsgeneration.


Få lettet udviklingslandenes gældsbyrde, som corona-krisen kun har forværret. Få hjulpet de fattige lande med at opbygge effektive skattesystemer. Ingen af de nødvendige omstillinger kan vi skabe alene, men vi kan gå foran og påtage os et aktivt, forpligtende og engageret internationalt ansvar.


Prehn har selv svaret Udviklingsminister Rasmus Prehn - ”solidaritetsministeren” – har faktisk selv leveret en række gode argumenter for, at Danmark skal hjælpe Afrika igennem corona-krisen. I Udenrigsministeriets magasin 360 grader opregner han tre grunde:


”Vi skal være internationalt solidariske. Det har vi en stærk og stolt tradition for i Danmark. Vi er nogle, der tænker på andre end os selv.”

”Det bliver svært at få bugt med COVID-19 i verden, hvis ikke den også bliver bekæmpet i Afrika."

"Hvis ikke vi håndterer den medfølgende økonomiske krise i Afrika, så vil alle de resultater, som vi gennem årtier har opnået inden for fattigdomsbekæmpelse, ligestilling, bæredygtighed og klima, blive slået tilbage.”


Enig. Helt enig. Og derfor er det også en ommer, at regeringen har besluttet at skære i støtten til verdens fattigste.