Multinationale selskaber skal betale deres fair del af skatten

Mens Finanslovsforhandlingerne diskuterer millioninvesteringer, så taber Danmark taber omkring 5 milliarder kroner årligt fra selskabers skattefiflerier. Man skulle tro, at det ville få politikerne op i det røde felt og sikre lovgivning og regulering. Det er jo systematisk omgåelse af hensigten med de love, som Danmark laver og det samarbejde som de rige landes klub OECD har haft for at stoppe aggressiv skatteundvigelse siden 2013. Og det er unfair konkurrence overfor de små og mellemstore selskaber, der betaler en større andel i skat end de store multinationale, der kan fifle med skatten over grænserne. Men selskabernes lobbyister har så godt greb om beslutningstagerne, at der alligevel ikke rigtig sker noget.


Og mens Finansloven har en historisk lav udviklingsbistand, så er der ikke en tydelig indsats for at stoppe, at udviklingslandene mister omkring 200 milliarder dollars årligt fra multinationale selskabers skattefiflerier. Penge, der skulle have sikret skoler, hospitaler og job til mennesker med det allerstørste behov.

Det var derfor ekstremt skuffende, at EU's ministre i slutningen af november ikke kunne blive enige om et forslag om at selskabernes regnskaber skal være offentlige land for land. Det blev blokeret af EU's egne skattelylande som Luxembourg, Cypern, Malta, og Holland, men også Sverige stillede sig på hemmelighedskræmmernes side. Forslaget ville ellers give offentligheden adgang til at se, hvordan nogle selskaber flytter deres overskud derhen, hvor skatten er lavest.

I OECD har de rige lande udviklet en omfattende indsats mod selskabers kunstige flytning af overskud i skattely. Pakken har bare ikke vist sig særlig effektiv, fordi man ikke har turdet tage fat om det grundlæggende problem i den måde man beskatter multinationale selskaber på.


Udfordringen er, at den måde vi beskatter multinationale selskaber på er udviklet samtidig med Ford A i 1930. Modellen er i dag nogenlunde lige så effektiv som en Ford A ville være på en Formel 1 bane i dag. Når multinationale og i stigende grad digitale selskaber skal beskattes, så betragter man dem som enkelte selskaber i hvert land de er tilstede, i stedet for at se dem som en global koncern. Størstedelen af verdens handel foregår inden for disse globale selskaber, hvor de handler med sig selv til en såkaldt armslængde pris. Det er elastik i metermål. De kan i vidt omfang selv fastlægge priser for patenter, varemærker, serviceydelser, lån og alle mulige andre koncern-interne handler. Det bruger de til at flytte overskuddet til afdelinger i skattely uden nogle ansatte. Imens skattemyndighederne og borgerne står magtesløse tilbage med regningen.

OECD har delvist erkendt at den hidtidige indsats for at få selskaberne til at betale deres fair del af skatten er mislykket. Derfor har de sat en ny proces i gang der skal løbe det næste år og kulminere med en vedtagelse på G20-mødet mellem de største økonomier i slutningen af 2020. Men trods gode råd fra både mange udviklingslande og fra organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, så tager de fortsat ikke fat om nældens rod og begynder at beskatte selskaber som globale koncerner.

Her kan Danmarks regering, der har indsatsen mod skattely og grådighed som mærkesag, spille en vigtig rolle. Men hvad er det vi foreslår?

I stedet for at lappe på skattesystemet som en udtjent Ford A, så kan Danmark og EU stille sig i spidsen for at bygge en ny tilgang til beskatning af multinationale selskaber, der kan begå sig på nutidens Formel 1 baner. Multinationale selskaber skal betragtes som én global koncern. Som sådan aflægger de alligevel regnskab, og vi kan se deres svimlende høje og stigende globale overskud. Det overskud kan fordeles til beskatning i landene efter en formel, der indikerer hvor værdien i selskaberne bliver skabt. En sådan formel skal indeholde ikke bare hvor salget er, men også hvor medarbejderne og værdierne i selskabet er. Det vil forhindre selskaberne i at flytte deres overskud i skattely og derved forgylde deres aktionærer på bekostning af helt nødvendige investeringer i skoler, sundhed og udvikling, både i Danmark og i verdens fattigste lande.


Kan det lade sig gøre? Det er faktisk sådan skatten på selskaber fordeles mellem delstaterne i USA. Og EU har lavet et direktivforslag, der indeholder denne model inden for EU. Så det er sådan set bare med at komme i gang.

Er det politisk muligt? Det er meget svært. Mange skattelylande inden for EU vil modsætte sig dette. Og det internationale samarbejde omkring skat er udfordret af nationalistiske kræfter i USA og Europa.. Men det forhindrer ikke Danmark i at samle en koalition af lande, der serøst vil sikre et mere fair skattesystem. Et system, hvor også de største koncerner betaler en fair del i skat. Og hvor skattelylande – både de små i Caribien og de store i Europa – ikke fortsat kan stjæle skattebase fra andre lande i et ræs mod bunden.

Samtidig skal Danmark kæmpe for en minimums selskabsskat for at stoppe ræset mod bunden, hvilket er det andet element til diskussion i den OECD proces, der kører det næste år. Selskabsskatten i Danmark og OECD er halveret over de sidste 40 år. Gennemsnittet i OECD ligger nu på lige under 25 procent og i Danmark på 22 procent. Danmark skal kæmpe for en minimums selskabsskat på 25 procent. Det vil betyde at lande begynder at konkurrere på at give selskaber gode forhold som uddannet arbejdskraft, infrastruktur og effektivitet i stedet for at tilbyde mindst mulig skat, hvor fællesskabet altid bliver den eneste taber.

10 visninger