Løgnen om afskaffelse af fattigdom – Verdensmålenes fallit

”Afskaf fattigdom”, lyder det første verdensmål. Verdenssamfundet promoverer en falsk historie om, at vi er på vej mod at udrydde fattigdom. Det bunder i en misvisende måde at måle fattigdom på, ønsketænkning og hype omkring verdensmålene, der ikke har hold i virkeligheden. Det skaber grundlaget for verdensmålenes fallit, siger afgående FN-rapportør for fattigdom og menneskerettigheder.


’Fattigdom’ bliver oftest defineret som at leve for under $1,90 dollar om dagen. Det kalder man ’ekstrem fattigdom. Nedenstående figur viser en massiv succes med at trække milliarder af mennesker ud af ekstrem fattigdom. I 1990 levede 1,9 milliarder mennesker eller 36% af jordens befolkning i ekstrem fattigdom. I 2015 var dette tal reduceret til 730 millioner eller lige under 10% af jordens befolkning. Som det fremgår er det særligt i Kina og Asien, at den ekstreme fattigdom er reduceret, mens resultaterne for Afrika er mindre positive.


Det fejrer verden af gode grunde som en succes. Fx Cepos, der mener at det markante fald i ekstrem fattigdom er det endegyldige bevis for markedsorienterede reformer gavner de fattigste.




FN’s afgående rapportør om Fattigdom og Menneskerettigheder, Phillip Alston, beskriver i sin afslutningsrapport, hvorfor denne historie om ren succes er et bedrag. Alston kalder fattigdomsgrænsen på $1,9 dollar ”skandaløs uambitiøs” og skriver:


“The International Poverty Line is explicitly designed to reflect a staggeringly low standard of living, well below any reasonable conception of a life with dignity. Under the measure, one can ‘escape’ from poverty without an income anywhere near that required to achieve an adequate standard of living, including access to healthcare and education. This standard is a world apart from the one set by human rights law and embodied in the UN Charter.”


Folk med større indkomst end $1,9 dollar får ikke nødvendigvis mad tre gange om dagen, mange af deres børn er ikke i skole eller har skandaløs ringe uddannelsesforhold. Og ofte helt uden den nødvendige adgang til sundhed ved sygdomme og ulykker eller seksuel og reproduktiv sundhed.


Mange milliarder lever et uværdigt liv. Fattigdomsgrænsen kan opfattes som diskriminerende, hvor vi i Danmark og andre lande aldrig ville opfatte disse livsvilkår som værdige, så definerer vi det som tilstrækkeligt for folk fra Afrika, Asien og Latinamerika. Som om, de var en anden slags mennesker. Som om, menneskerettighederne ikke gælder for farvede mennesker?


Fattigdomsgrænse på $5,5 dollar

Verdensbank udregner også fattigdom ud fra to andre standarder som illustreret i figuren nedenfor. $3,2 og $5,5 dollar om dagen. Disse mål fortæller en noget anden historie.


Næsten halvdelen af verdens befolkning – 3,4 milliarder mennesker – lever for under $5,5 dollar om dagen, det samme som jeg betaler for en cappuccino på den lokale kaffebar, når jeg lige har lyst til det. Andelen af den globale befolkning, der lever i fattigdom, er reduceret betydeligt siden 1980. Men det faktiske antal af mennesker i fattigdom er steget. Mennesker, der kæmper for det næste måltid mad, mangler uddannelse og for hvem sygdom eller en klimaskabt negativ forandring er en katastrofe.



Verdensmålenes fallit

Philip Alston kritiserer ’verdenssamfundets’ tilgang til Verdensmålene for at utydeliggøre og overse problemernes omfang og årsager. En del af problemet er de vage mål og indikatorer, der er opstillet, fx at mål #1.1 ”Udryd fattigdom” kun forholder sig til den ekstreme fattigdom under $1,9 dollar. Mål #1.2 er at ”halvere antallet, der lever under de nationale fattigdomsgrænser”. Halvere, ikke udrydde denne markante fattigdom, som Alston beskriver som uambitiøst.


Alston beskriver også, hvordan mål #10 om at ”reducere ulighed i og mellem landene” med et fokus på væksten for de 40% laveste indkomster overser betydningen af de ekstremt rige i landene. Ulighed bliver primært adresseret som et problem, der skal løses gennem inklusiv vækst, ikke egentlig omfordeling.


Klimakrisen og dens konsekvenser for de fattigste er en del af Verdensmålene, men der er foreløbig ingen tegn på, at verdens rigeste lande og de meget velhavende, der står for langt den største del af klimagasserne, bliver stillet til ansvar eller ændrer praksis. Med Alston’s ord, så er den transformative kraft i verdensmålene blevet udhulet, fordi finansiering, styrkelse af civilsamfund og fattige menneskers stemme, reelle partnerskaber og ansvarlighed ikke er blevet sat i centrum.


Finansieringen af verdensmålene er fraværende. Den globale udviklingsbistand er stagneret og et stigende antal lande er fanget i en gældsfælde, hvor de bruger en meget stor del af statsbudgettet på renter og afdrag på udenlandsk gæld i stedet for på sundhed, uddannelse og udvikling. Det er ikke fordi verden ikke har råd til at nå verdensmålene og afskaffe reel fattigdom. Midlerne er bare ekstremt skævt fordelt, som det fremgår af grafen nedenfor over antallet af dollarmilliardærer og deres samlede enorme formuer.


Donorsamfundet sætter i stigende grad sin lid til private finansieringsmekanismer med en tvivlsom effekt for de mest marginaliserede for at nå verdensmålene. Lad mig slutte med at citere Alstons skarpe kritik af den tilgang, som også dansk udviklingsbistand i stigende grad abonnerer på:


“The central strategy [for at finansiere verdensmålene] is “to use public funds more sparingly [and] ensure a better mobilization of private capital.” But there are many problems with this approach. First, it begs the crucial question as to whether privatization in its various forms is capable of achieving many of the SDGs, especially for the most vulnerable whose inclusion may not be profitable. There are powerful reasons to doubt this. Second, it recasts the overall SDG enterprise as one focused largely on the building of infrastructure and prioritizes an enabling business environment over empowering people. Third, the role of governments is downplayed, often relegated to insuring private investments. Fourth, all too little is done to promote domestic revenue mobilization, leaving in place destructive fiscal policies, systematic tax avoidance strategies, and illicit outflows that entrench poverty and inequality. Fifth, the commitment to “a revitalized Global Partnership,” promoting “solidarity with the poorest and with people in vulnerable situations,” is lost in the fog of an overriding focus on Public-Private Partnerships with troubling track records.”


Vi kan udrydde fattigdom, hvis vi vil, men det kræver en dramatisk anden tilgang til udvikling og omfordeling af klodens ressourcer.

79 visninger