Klimakompensation er en farlig illusion om en løsning

Udledning af drivhusgasser skal reduceres hurtigt. En bølge af selskaber, investorer og lande melder mål ud om at være ’net-zero’, ’klimaneutrale’ eller ’CO2-neutrale’, typisk med mål for 2050. Det er positivt, hvis de vil reducere deres udledninger. Men er en illusion og måske direkte skadeligt, hvis det handler om klimakompensationer i udviklingslandene.


Klima-neutral mælk” fra Arla. ”CO2-neutral benzin” fra Shell. “Net-zero CO2 udledning” fra PFA. Det er de helt store spillere i Danmark og udlandet, der sætter mål om at være CO2-neutrale. De er en del af en bølge af initiativer, der samler selskaber, lande, regioner, byer og investorer om målsætninger for at reducere deres klimaaftryk.


Det er jo fantastik og glædeligt! Det folkelige pres i Danmark og resten af verden, de foruroligende videnskabelig fakta om klimakrisen, og borgere, forbrugere og investorer, der vil være en del af løsningen presser de store markedsaktører til at handle. Det skaber optimisme.


Blandt investorerne er der formet en Net-zero Asset Owner Alliance, der nu har deltagere med tilsammen $9.000 mia. dollars. De ser en risiko i investeringer inden for sektorer og selskaber, der ikke tilpasser sig klimakrisen bydende nødvendighed for ændringer. En række investeringer kan blive ’stranded assets’, hvor de taber deres værdi efterhånden som den grønne omstilling tager fart. Så det er ikke bare drevet af et grønt hjerte, men også af økonomisk risikohåndtering.


Hvad betyder net-zero og klimaneutral?

Der findes ingen standardiseret definition af de mange begreber og koncepter, som selskaber, investorer og lande melder ud. Det helt afgørende mål er, at selskaber reducerer deres udslip af klimagasser. Det er et vigtigt element for er mange selskaber, der udmelder ambitiøse mål. Men for produktion af stærkt klimaskadelige produkter som fossile brændstoffer, kød og mejeriprodukter, cement og meget mere er det ikke muligt at reducere udledningerne tilstrækkeligt. Det siger sig selv, at net-zero må bygge på, at udledninger af drivhusgasser ene eller anden måde kompenseres af fangst af drivhusgasser.


En ny rapport om net-zero målsætninger udarbejdet af New Climate Institute viser, at en stor del af målsætningerne fra selskaber, der sætter net-zero mål, kommer fra at kompensere reduktioner på forskellige måder i stedet for at reducere selskabernes eget forbrug.


På den positive side, så har 20% af de undersøgte selskaber etableret bæredygtig energiproduktion til at reducere eget CO2-aftryk.


Men 70% af selskaberne læner sig op ad at købe certifikater på bæredygtig energiproduktion, hvilket er en yderst tvivlsom tilgang. Det er meget tvivlsomt om disse certifikater reelt fører til en øget produktion af bæredygtig energi. I praksis betyder det i Danmark, at mange selskaber køber sig til at tilsyneladende at bruge grøn strøm. Men da det ikke påvirker udbuddet af grøn strøm betyder det i praksis, at forbrugerne tilsyneladende bruger mere sort strøm – selvom det er den samme strøm der kommer ud af stikkontakterne.


De fleste løfter har en tidshorisont mod 2050, hvilket i sig selv er for sent og uforpligtende, hvis der ikke tages skridt i den rigtige retning med det samme. Kun 8% af de undersøgte selskaber, der har udmeldt net-zero målsætninger i 2050, har kortsigtede målsætninger, der understøtter retningen.


Ti myter om klimakompensation – en farlig illusion om en løsning

Klimakompensationer er den mest problematiske tilgang som halvdelen af de undersøgte selskaber anvender. Klimakompensation består fx af at olieselskaber som Shell, BP og ENI tilbyder benzinkøbere at klimakompensere deres forbrug gennem at støtte bevarelse af skov i udviklingslande. Ideen er, at når vi alligevel tanker klimaskadelig benzin, så går en del af pengene til at bevare skov i andre lande. Derved kan benzinen angiveligt blive klimaneutral.


Klimakompensation baseret på skovrejsning eller skovbevarelse kaldes også natur-baserede løsninger. Så kan det næsten ikke lyde smukkere. Men klimakompensation er ikke bare en illusion. Det er potentielt direkte skadeligt. Det er der mange årsager til.


Vi kan ikke købe aflad hos verdens fattigste

Klimakompensation sælger forbrugerne en illusion om, at deres forbrug ikke er skadeligt.


Hvis vi drikker mere mælk eller bruger mere benzin, så tilbyder selskaberne at kompensere vores forbrug. Forbruget har nøjagtigt den samme klimaskadelige effekt. Udledningen eller forbruget går ikke ned. Men selskaberne tilbyder at kompensere udledningen, ofte gennem skovprojekter i udviklingslande. Det sælger illusionen om, at vi kan fortsætte vores forbrug, mens vi kan købe fattigere lande til at løse problemet for os. Det er direkte uetisk.


Vores produktion og forbrug i de rige lande har skabt klimakrisen, der rammer verdens fattigste lande og mennesker langt hårdere. For at kunne fortsætte vores helt ubæredygtige adfærd køber vi fattige lande til at løse problemet gennem at rejse skov eller bevare skov. Den eneste rigtige løsning er at reducere klimaaftrykket i vores forbrug.


Det er skadeligt når det er mere økonomisk rentabelt for selskaber og socialt acceptabelt at købe billige CO2-kompensationer i stedet for at investere i den nødvendige grønne omstilling og reduktion af CO2-udledninger.


Samtidig køber selskaber med ondt i klimaregnskabet kompensation i fattigere lande. Vi får skove, der i klimaregnskabet er ’ejet’ af Shell, Arla og andre klimaforurenere. Men de lande, hvor de natur-baserede løsninger købes, de skal også selv reducere deres udledninger. Enten vil der forekomme en dobbelttælling af projekterne, eller også vil fattige lande stå tilbage med dyrere løsninger, fordi de har ’solgt’ deres løsninger til selskaber og forbrugere i det globale nord.


Med en kraftig stigning i selskaber og investorer, der vil kompensere deres ubæredygtige klimaaftryk, så stiger efterspørgslen på jord til naturbaserede løsninger. Der er med sikkerhed ikke nok jord på planeten Jorden til at naturbaserede løsninger kan kompensere vores forsatte stigning i produktion af fossile brændsler. Vi ser allerede nu, hvordan klimaprojekter fører til et øget pres på oprindelige folk og lokale samfund, der enten lever i en bæredygtig pagt med den lokale natur og skov, eller bliver presset ud af deres jord af kompensationsprojekter for vores forbrug og produktion i det globale nord.


Klimakompensation kan komme med store menneskelige konsekvenser for de lokalsamfund, som vi køber til at løse det problem, som vi har skabt.


Hurtig versus langsom CO2-lagring

Såkaldte naturbaserede løsninger i form af skov er en hurtig omsættelig CO2-lagring. CO2 frigøres igen hvis skoven brænder eller fældes. Det kan ikke kompensere for afbrænding af fossile brændstoffer, der er en del af et meget langsomt CO2-kredsløb, hvor CO2 er lagret gennem millioner af år, men særligt er blevet fyret af de sidste 70 år.


Tvivlsom additionalitet og kvalitet i kompensations projekterne

Mange af klimakompensations projekterne har vist sig at være en blanding af rent fusk og tvivlsom værdi. Særligt i Østeuropa er der solgt projekter, der har vist sig som ren svindel. Men kvaliteten af mere seriøse projekter er også ofte tvivlsom. Begge dele er illustreret fremragende i Politikens serie Klimabedraget.


Når Shell køber bevarelse af en nationalpark i Peru, så er det tvivlsomt om det bidrager til at reducere skovhugst. I forvejen er nationalparken omfattet af nationalpark status, og Perus regering har en forpligtelse til at bevare den. Der er dog ingen sikkerhed for, at den ikke om ti år eller mere bliver fældet eller brænder ned grundet klimarelaterede skovbrande. Derfor kan den ikke kompensere for benzinforbrug i Danmark baseret på millioner af år gamle CO2-reserver i olien. Samtidig viser satellit fotos at området, at skoven lige uden for nationalparken udsættes for mere skovhugst. Derfor er det usikkert om der bliver bevaret mere skov når Shell sætter deres logo på skoven.


Kompensation i bæredygtig energi projekter har tvivlsom effekt

Konkret viser flere projekter om fx etablering af vindmølleparker at være tvivlsomme. De selskaber, der sælger klimakompensation, har i alt for mange tilfælde ikke styr over om der er rejst vindmøller, hvor de står, og om de ville være blevet etableret alligevel også uden et ekstra finansielt bidrag fra klimakompensation. I dag er bæredygtig energi som sol og vind ofte billigere end at etablere fossil energiproduktion. Derfor har de i de fleste tilfælde ikke længere brug for særlige tilskud. Når selskaber køber kompensation for eget udslip ved at købe et certifikat i en bæredygtig energiproduktion er det ofte en løsning, der ville komme alligevel og er helt nødvendig, men som ikke kan kompensere for den fortsatte udledning af CO2 fra selskaberne.


Løfterne om net-zero, klima-neutral og CO2-neutral i 2050, i høj gad skabt gennem tvivlsomme kompensationsprojekter, kan ikke kompensere for de udledninger, der forekommer i dag og de næste ti år. Hvis vi ikke inden for det næste årti dramatisk ændrer produktion og forbrug – særligt af fossile brændstoffer – så vil vi passere både 2 og 3 graders temperaturstigning før de forblommede løfter om net-zero i 2050 begynder at have nogen reel effekt.


Fokus i den grønne omstilling skal være på at reducere klimagasserne fra vores produktion og forbrug. Ikke om 30 år, men i de næste ti år. Vi kan ikke tørre løsningen af klimakrisen af på udsatte mennesker i fattigere lande. Jeg håber virkelig, at de helt store spillere i finanssektoren, den fossile sektor og de store klimagasudledere, der i stigende omfang bekender sig til ambitiøse, men uklare mål i 2050 vil tage de første og seriøse skridt i dag. De skal stoppe den fossile produktion og forbruget af fossile brændstoffer – også selvom det må betyde afviklingen af en stribe fossile selskaber, der ikke kan eller vil omstille sig.

121 visninger0 kommentarer