Kampen mod racismen er ikke kun politikernes ansvar

Af: TIM WHYTE & KHATERAH PARWANI, henholdsvis generalsekretær og bestyrelsesmedlem i Mellemfolkeligt Samvirke.

Indlægget er tidligere bragt som kronik i Politiken den 1. august, 2020


Skal man gribe ind, når ens onkel fortæller en racistisk joke til familiefødselsdagen? Svaret er ja. Vi har nu statsministerens ord for, at der er racisme i Danmark og at det er et problem. Så hvordan skal vi komme racismen til livs?


Debatten om, hvordan ikkehvide borgere behandles herhjemme anno 2020 er for alvor blusset op igen, og hvis man ikke lige lytter til de hvide stemmer, der ikke kan – eller ikke vil – få øje på problemet, så er konklusionen klar: Ja, der er racisme i Danmark.


Ja, der er mennesker med en anden hudfarve end hvid, der bliver spyttet på og kaldt perker og risgnasker. Ja, der er medborgere i det her land, der alene på grund af et navn, der ikke er pæredansk, har sværere ved at komme til jobsamtale og leje en bolig, og som udsættes for hadforbrydelser, der ifølge Rigspolitiet oftest er racistisk motiveret.


Nogle forsøger at bagatellisere racismen i Danmark. De siger, at det bare handler om folk, der ikke forstår den lunefulde danske humor eller er ’krænkelsesparate’.


Men skal vi så sige til de 4.000 mennesker, der ifølge Justitsministeriets offerundersøgelse hvert år oplever racistisk motiveret vold, at de bare skal op med humøret? Skal vi fortælle de mange mennesker, der hvert år forgæves må søge job og praktik på grund af deres efternavn eller hudfarve, at de bare skal lade være med at tage det personligt?


Den ene af denne kroniks skribenter er en hvid mand. I Danmark har jeg bedre adgang til job, bedre behandling i retssystemet, bedre adgang til boliger end folk med en anden hudfarve. Alle de fordele får jeg, uanset om jeg personligt er racist eller ej. Uanset om jeg er opmærksom på fordelene eller ej.


Kronikkens anden skribent er en brun minoritetsetnisk kvinde. I Danmark oplever jeg, at minoritetsetniske borgere diskrimineres på arbejdsmarkedet, i retssystemet og på boligmarkedet. Uanset kompetencer, evne og vilje må vi forvente at møde markant ulighed på baggrund af vores udseende, navn og postnummer.


Ironien er, at rigtigt mange hvide danskere aldrig bliver opmærksomme på de fordele, de har, fordi de aldrig har prøvet ikke at have dem. Det gør os ikke til dårlige mennesker.


Ingen af os har valgt de samfund, vi er født i. Men i det øjeblik vi får øjnene op for den forskelsbehandling, stiller det os over for et vigtigt valg: Vil vi acceptere at leve i et samfund, hvor vores chancer i livet afhænger af, hvilken hudfarve eller etnicitet vi har? Vil vi acceptere at drage fordel af det? Eller vil vi gøre noget ved det?


Selvfølgelig vil vi det. For som statsminister Mette Frederiksen slog fast under Folketingets afslutningsdebat for nylig:


»Findes der racisme i vores samfund? Ja, det gør der. Er det et problem? Ja, det er det«.

Så nu er det på høje tid, at vi løser problemet, og her er vores forslag:


Det mest indlysende skridt er, at regeringen og politikerne får udarbejdet en handlingsplan mod diskrimination. Det forslag spillede vi i Mellemfolkeligt Samvirke allerede ud med tidligere på året i vores ulighedsrapport sammen med en række andre civilsamfundsorganisationer, tænketanke og fagforbund, og det er også anbefalingen fra EU’s menneskerettighedsagentur, at Danmark og de andre medlemsstater laver en sådan handlingsplan.


Den skal, som ordet angiver, være en plan for handling, og når vi understreger det, skyldes det, at Danmark allerede har forsøgt sig med en handlingsplan. Det var i 2010. hvor den daværende V-K-regering lancerede en handlingsplan om etnisk ligebehandling og respekt for den enkelte.


Denne handlingsplan har ikke fået bugt med – endsige nedbragt – diskriminationen herhjemme. Eksempelvis er antallet af racistisk motiverede hadforbrydelser steget i de seneste år, og samme år som den daværende regering offentliggjorde sin handlingsplan mod etnisk ligebehandling, introducerede den sine diskriminerende ghettolister.


V-K-regeringens egen beskrivelse af det problem, som dens handlingsplan skulle tackle, fejler ellers ikke noget:


»Diskrimination på grund af etnisk oprindelse kan fremme en følelse af eksklusion og være en væsentlig barriere for den enkelte borgers samfundsdeltagelse. Diskrimination kan undergrave sammenhængskraften og modvirke en vellykket integration. Derfor er ligebehandling uanset etnisk oprindelse sikret i lovgivningen. (….) Men lovgivning kan ikke stå alene. Desværre er der fortsat en række barrierer for, at alle kan deltage i samfundet på lige fod. Lovgivningen må derfor suppleres af initiativer, som fremmer ligebehandling – initiativer, der kan motivere til, at der gøres en ekstra indsats for, at alle kan føle sig retfærdigt behandlet i dette land«.


Se, det er et godt udgangspunkt for den nuværende regering, når den nu – forhåbentlig – går i gang med at udarbejde en ny, og denne gang effektiv, handlingsplan. Faktisk bebudede statsminister Mette Frederiksen allerede tilbage i november sidste år en handlingsplan.


Det skete, efter at der på årsdagen for Krystalnatten blev begået hærværk mod en jødisk gravplads i Randers og jøder i Silkeborg. Danmark skulle have en national handlingsplan mod antisemitisme, fastslog Mette Frederiksen.


Det er et rigtigt godt initiativ, for antisemitismen har været stigende i Danmark og i resten af Europa gennem en årrække.


Men indsatsen over for jødehadet kan ikke stå alene. Det, vi har brug for, er en samlet handlingsplan mod diskrimination.


En handlingsplan mod diskrimination af mennesker, uanset hvilken hudfarve, tro, etniske herkomst de har. En handlingsplan, der blandt andet skal indeholde: flere ressourcer til kortlægning af diskrimination og racisme; bedre oplysning om ens rettigheder, når man oplever diskrimination; styrket indsats mod hadforbrydelser; og en styrket indsats på den dokumenterede diskrimination i institutioner såsom på arbejdsmarkedet, uddannelsesinstitutioner m.m.


Hvis vi kun fokuserer på en af de diskriminerede grupper, kan det give bagslag.

Selv ud fra en snæver betragtning om at begrænse antisemitismen mener vi, at det kan blive et alvorligt selvmål at fokusere alene på det jødiske mindretal, mens vi accepterer diskrimination af for eksempel afrodanskere eller muslimer.


Dermed gør politikerne nemlig ufrivilligt danske jøder til en del af en 'dem og os'-retorik.

Det jødiske mindretal i forskellige lande har historisk været enormt gode til at gøre det omvendte – nemlig at gøre fortællingen om deres egen forfølgelse til en grundsten i en større fortælling om, at alle mennesker har ret til lige rettigheder. Derfor så vi, at nogle af de stærkeste stemmer i borgerrettighedsbevægelsen i USA eller antiapartheidbevægelsen var jøder.


I Danmark har vi set det samme i tidligere overrabbiner Bent Melchiors livslange engagement i flygtninges rettigheder. Så vi skal have et bredere fokus på antidiskrimination – et fokus på grundlæggende respekt for alles rettigheder. Og det er på tide, at politikerne kommer i gang.


Men kampen mod racismen er ikke kun politikernes ansvar. Vi har alle et ansvar hver især. Vi skal alle i gang med at se på os selv og de institutioner, vi er del af. Hvis vi ikke er en del løsningen nu, er vi en del af problemet.


Så hvad kan man gøre? For at begynde på det personlige plan har vi alle sammen mulighed – og ansvar – for at sige fra, når vi oplever diskriminerende tale omkring os. 51 procent af unge med ikkevestlig baggrund har selv oplevet diskrimination ifølge den seneste medborgerskabsundersøgelse.


Flertallet har oplevet det i den offentlige transport, hvor vi må formode, at der var andre mennesker omkring dem. Vi kan ikke lade være at tænke over, hvor alle deres medpassagerer kiggede hen, da det skete?


Det øjeblik, hvor du kigger ud af vinduet eller ned i din telefon og tier stille, er også et øjeblik, hvor du accepterer racismen. Det er ikke nemt at gribe ind. Ikke mindst, fordi en del af problemet foregår blandt egne venner og familie.


Skal man gribe ind, når ens onkel fortæller en racistisk joke til familiefødselsdagen? Svaret er ja, hvis man gerne vil være med til at gøre noget ved racismen i samfundet. Vores normer flytter sig først, når vi hver især gør noget aktivt for flytte dem.


For nogle, der ikke selv har oplevet racisme, kan det være svært at se, hvor grænserne går. Derfor er det enormt vigtigt at folde ørerne ud lige nu.


Det er på sin vis forståeligt, hvis folk, der aldrig selv har oplevet racisme, siger, at de ikke kan se det.


Men det er også vigtigt at anerkende, at det er et privilegie at kunne sige sådan, på samme måde som nogle mænd kan sige, at sexchikane ikke er et problem på deres arbejdsplads, fordi de aldrig er blevet udsat for det.


Vi oplever verden med nogle bestemte briller, som har meget at gøre med, hvem vi er i verden. Den gode nyhed er, at vi ud over øjne også er blevet udstyret med ører. Vi kan vælge at lytte til folk, som oplever en helt anden side af Danmark.


Vi læser deres historier her i avisen. Hvis vi er villige til at tage deres sandhed ind og lade den påvirke, hvordan vi selv ser på samfundet og os selv, har vi forudsætninger for at skabe et samfund, hvor alle har lige muligheder.


Det andet store skridt, vi alle kan tage, er at tage fat i de institutioner, vi hver især er en del af. Skolen. Arbejdspladsen. Sportsklubben.


Vi ved, at det blandt andet er her, at minoritetsetniske borgere rammer diskriminationen i samfundet. Så hvordan står det egentlig til der, hvor du selv er? Hvor mangfoldig er din arbejdsplads? Hvordan håndterer den frivillige træner i din børns fodboldklub racistisk tale blandt spillerne?


Mange majoritetsdanskere vil sikkert begynde med en forudsætning om, at det går meget fint ud fra de grunde, vi har skitseret ovenfor. Men prøv at folde ørerne ud, og lyt til stemmer, der har andre forudsætninger i fællesskabet. Hvordan oplever de din arbejdsplads?


Hvis man mener, at det er et problem, at minoritetsdanskere har meget sværere ved at komme til samtale, så kan man jo begynde med at kigge på sin egen arbejdsplads. Hvis der er en markant lavere andel af ansatte med minoritetsbaggrund – som der for eksempel er på stort set alle danske medier – hvad vil man så gøre ved det?


I Mellemfolkeligt Samvirke bruger frivillige og ansatte en del tid på konkrete samarbejder i udsatte boligområder, på skoler, gymnasier og arbejdspladser. Blandt andet har vi sat fokus på mangfoldighed på arbejdsmarkedet i et pilotprojekt under Københavns Kommune, beskæftigelse- og integrationsforvaltningen med rådgivningsmøder og workshops for både offentlige og private arbejdspladser.


Vi har også samarbejdet med Professionshøjskolen om at styrke undervisernes flerkulturelle kompetencer, og det viser sig næsten altid, at der er noget at tage fat i, når først man begynder at lytte til hinanden og se på fakta. Det kan være svært at ændre institutioner, men det er muligt, og det begynder altid med, at der er en ildsjæl – ofte en gruppe – der beslutter sig for at gøre det.


Heller ikke i Mellemfolkeligt Samvirke er vi i mål, selv om vi har arbejdet med mellemfolkelige møder og kampen mod diskrimination i Danmark og ude i verden, siden vi blev grundlagt for 75 år siden.


Vi har stadig ikke den fulde repræsentation blandt ansatte og på ledelsesniveau, som vi tilstræber, og sandheden er, at vi i alle de år også er blevet udfordret på vores egne blinde vinkler. Det bliver vi fortsat. Af samarbejdspartnere. Af medarbejdere. Af vores egne frivillige.


Men i virkeligheden er det jo en del af pointen med det mellemfolkelige møde. At mødet med andre kan være et spejl, der afslører sider af os selv, som vi ikke selv er opmærksomme på eller helst vil glemme. Det kan være ubehageligt. Man kan fristes til at kigge væk.

Men det er netop, når vi bliver udfordret, at vi får mulighed for at ændre det, der skal ændres.


Hvis danskerne vil leve op til egne idealer om at sikre lige muligheder for alle, så er det nu, vi skal lytte til dem, der ikke oplever den lighed i dag.


Det gælder statsministeren og de øvrige partier i Folketinget, der kan vedtage en national handleplan mod diskrimination. Og det gælder os andre, der ikke behøver at vente på politikerne, men allerede i dag kan tage skridt mod racisme og diskrimination, når vi møder den.

11 visninger