IMF strammer igen snøren om udviklingslandenes hals

Af: Lars Koch, Politisk Chef, Mellemfolkeligt Samvirke

Lars Koch er interviewet om IMFs sparepolitikker i Orientering på P1 den 12. oktober


En ny rapport fra MS ActionAid viser, at IMF fastholder kravene om nedskæringer i sundhed og uddannelse i forbindelse med Valutafondens økonomiske corona-hjælpepakker. Den diskussion har MS ActionAid rejst i forbindelse med årsmøderne i IMF og Verdensbanken i den forgange uge.


I april 2020 dokumenterede MS ActionAid, at udviklingslande bruger op til fem gange så mange penge på at afbetale gæld, som de bruger på sundhedsudgifter. I årevis har IMF krævet offentlige nedskæringer i udviklingslandene som en betingelse for at give lån. Disse nedskæringer betyder i dag, at udviklingslandenes sundhedssystemer er dårligt rustede til at klare corona-pandemien.


Global økonomisk krise efter corona

Udviklingslandene er på vej ind i en hidtil uset økonomisk krise. Op mod 500 mio. mennesker kan blive kastet tilbage i fattigdom.

Globalt er der brugt 11.000 mia. dollars på at respondere på krisen. I de rige lande som fx Danmark føres der en ekspansiv finanspolitik for at holde hånden under mennesker og virksomheder, og for at kick-starte økonomien igen.

I de udviklede lande er der brugt i gennemsnit op mod 121 dollar pr indbygger på sociale tiltag og beskyttelse af job. I udviklingslandene er det 1 dollar pr indbygger.


IMF stiller alligevel krav om nedskæringspolitik

Den Internationale Valutafond IMF er hele verdens finansielle støtte organisation og spiller en afgørende rolle i at stille lån til rådighed for udviklingslandene under kriser.

IMF har givet omkring 100 mia. dollar i nødlån til udviklingslandene til at respondere på corona-pandemien, herunder 15 mia. dollar til Afrika, stort set uden nogle af de traditionelle betingelser om nedskæringer, der ellers følger med IMF’s lån. Men i 8 ud af 10 lån er der alligevel indskrevet krav om, at landene skal vende tilbage til besparelser og nedskæringer på sundhed, uddannelse og andre offentlige udgifter så snart sundhedskrisen er ved sin afslutning. Problemet er, at den økonomiske krise formentlig bliver langvarig, særlig uden en ekspansiv finanspolitik.


IMF stiller som betingelse for lånene krav om spare-politikker, hvor der ofte bliver sat hårde begrænsninger for investeringer i sundhed, uddannelse og sociale programmer. Allerede inden Covid-19 krisen viste en rapport fra Mellemfolkeligt Samvirke, at IMF krævede fastfrysning eller nedskæringer i udgifterne til sundhedsarbejdere og lærere i 3 ud af 4 lande, der havde fået støtte fra IMF.


Covid-krisen har udstillet svagheden i mange landes sundhedssystemer og behovet for lige netop at styrke investeringer i sundhed, uddannelse og sociale programmer for at holde mennesker på et eksistensminimum.


IMF siger ét, men gør noget andet

Krav om nedskæringer står i stærk modsætning til den politik vi fører i Danmark og andre rige lande efter Covid-19 krisen, hvor en ekspansiv finanspolitik understøtter en genopretning. Og det står også i stærk modsætning til IMFs løfte om at give corona-kriselån uden de vanlige betingelser. I forbindels emed IMFs lånepakke skriver IMF, at ”Countries should also be ready for fiscal stimulusto lift demand and help the economy to come back”. Og IMFs egen Direktør Kristalina Georgieva har skrevet:


Just as they [indebted countries] are starting to recover from the pandemic, many of these countries could suffer a second wave of economic distress, triggered by defaults, capital flight, and fiscal austerity. Preventing such a crisis can make the difference between a lost decade and a rapid recovery that puts countries on a sustainable growth trajectory.”


Georgieva refererer til et ”tabt årti”. Det 1980-90’erne, hvor udviklingen i Afrika gik i stå. 1980’erne var for mange udviklingslande en enorm gældskrise, hvor IMF krævede nedskæringspolitikker for at yde støtte og lån, hvilket resulterede i det tabte årti.


På den ene side har IMFs top en ændret retorik og forståelse for, at en ekspansiv finanspolitik er afgørende for at komme ud af krisen og ikke mindst redde millioner fra fattigdom. På den anden side hænger IMF i praksis i sine konkrete lånepolitikker fast i fortidens fejltagelser.


Opgør med IMFs nedskæringspolitik

Der er behov for et opgør med IMFs sparepolitikker for at sikre en genopretning af de svageste økonomier og ikke mindst at beskytte millioner mod at falde tilbage i fattigdom. Det kræver et opgør med nedskæringspolitikken.


Covid-19 krisen er en global katastrofe som vi sammen på tværs af landene må søge en vej ud af. Fattige lande er uden skyld i krisen og har mere end nogensinde brug for støtte til at genoprette økonomien og sætte kurs mod Verdensmålene. Det kræver en nytænkning fra IMF. Nytænkningen er faktisk på vej fra IMF’s hovedkvarter, men den nye rapport fra MS ActionAid dokumenterer, at det ikke slår igennem ude i landene i de konkrete krav ved lån til udviklingslandene. IMF må få hoved og hale til at snakke sammen.


Eller måske endnu bedre, at den internationale långivning til udviklingslandene koordineres bedre med FN, der som institution har et langt stærkere fokus på Verdensmålene og udvikling til gavn for de mange i landene.


Gældskrisen eskalerer efter Covid-19

Men det kræver også at landene får støtte og hjælp udefra i form af sletning af en voksende udenlands gæld, hjælp til at mobilisere flere skattepenge i landene, stop for kapitalflugt ud af landene i skattely. Og mere fattigdomsorienteret bistand fra Danmark og andre rige lande.


Ved de netop overståede årsmøder og et tilknyttet G20 finansministermøde er der givet seks måneders yderligere suspension af de fattigste landes gældsbetalinger. I praksis handler det om 46 lande, der har søgt om udskydelse af gældsbetalingerne. Det drejer sig dog primært om bilateral gæld til de rige lande, ikke gæld til private kreditorer og kun i meget begrænset omfang til IMF og Verdensbanken. Gælden bliver ikke slettet, men betalingerne udskudt nogle år. Som Mellemfolkeligt Samvirkes europæiske netværk Eurodad kalder det i deres nyeste rapport om gældskrisen: ”Det er som at søge at tømme Titanic med en spand.