Grønne obligationer kan betale energiøer – og spare 150 mia. kr.

Regeringen vil etablere to energiøer til havvind, der skal levere et væsentligt bidrag til den grønne omstilling. Kan staten selv finansiere det med grønne obligationer eller skal private investorer have gevinsten?


Regeringen har netop præsenteret de første elementer i en klimahandlingsplan for at nå 70 procent målet for de danske drivhusgasudledninger. Energiøer i Nordsøen og ved Bornholm er et væsentligt og godt element i planen.


Investorer, og ikke mindst danske pensionsselskaber, var hurtigt ude og meddele, at de gerne står for finansiering og drift af energiøen i Nordsøen. PensionDanmark, PFA og det andelsejede energiselskab SEAS-NVE har dannet et konsortium der byder sig til.


Mit bud til regeringen er at finansiere energiøer og andre dele af den grønne omstilling gennem grønne statsobligationer.


Hvis der skal rejses 100 mia kr. til energiøer, så vil de danske pensionsselskaber, udenlandske kapitalfonde som Goldman Sachs og Blackrock eller kinesiske investorer formentlig rigtig gerne stille kapital til rådighed. Det er dét, som de lever af. Og det er rimeligt kendt teknologi og projekter med en relativt lav risiko, der giver et sikker afkast i mange år, så det er attraktive investeringer, der oven i købet er grønne, hvilket også for investorerne er vigtigt i disse år.


Hvis vi laver er simpelt regnestykke med udgangspunkt i, at investorerne skal have 5 % i afkast årligt, så vil det i et 30 årigt perspektiv være 5 mia. kr. årligt eller 150 mia. kr. over 30 år, der alene betales som afkast på den kapital investorerne har stillet til rådighed.


Hvad nu hvis staten i stedet for selv finansierer energiøerne? Stadig ved at købe en privat operatør til at gennemføre udbygningen og driften, men uden at kapitalejerne skal have de 5 % i årligt afkast? Sammen med 17 andre grønne organisationer har Mellemfolkeligt Samvirke i et udspil til en grøn og retfærdig genstart foreslået, at vi delvist finansierer den grønne omstilling gennem grønne obligationer.


Finansloven for 2020 har afsat to millioner kroner til over de næste par år at afsøge muligheden for at mobilisere investeringer gennem grønne statsobligationer. Det er kan blive et afgørende instrument til at skubbe gang i en massiv grøn investeringsbølge.

Staten kan udstede såkaldte grønne obligationer, der fungerer som almindelige statsobligationer, men med et grønt certifikat oveni, der betyder, at de skal anvendes til bæredygtige projekter. Staten kan lige nu rejse penge til omkring 0 % i rente. Det vil typisk være pensionsselskaber og andre investorer, der køber de grønne statsobligationer, fordi de har brug for sikre investeringer, også selvom de har lav rente.


Staten kan altså spare de 150 mia. kr. som ellers over 30 år skal betales i afkast til investorerne. Og vil samtidig efterfølgende selv eje både energiøen, vindmøller og de enormt store og dyre kabler, der skal føre strømmen ind til forbrugerne.


Misforstå mig ikke. Jeg tror ikke staten eller Energistyrelsen er de dygtigste til at bygge og drive en energiø. Men det er PensionDanmark, PFA, Goldman Sachs mfl. jo heller ikke – de ved noget om penge og tak for det, de bestyrer blandt andet min pensionsopsparing. Staten kan derfor – ligesom pensionsselskaberne vil gøre det – gå i partnerskab med en private aktører, der bygger og driver energiøerne. Men staten kan fastholde ejerskabet til, hvad der må betegnes som kritisk infrastruktur og delvist naturlige monopoler. Og samtidig spare 150 mia. kr. over de næste 30 år i stedet for at forære pengene i afkast til investorerne.


Grønne statsobligationer kan gøre den grønne omstilling billigere at finansiere. Vi har set andre lande som Holland sidste år med succes udstede for 150 mia kr. grønne obligationer, blandt andet med danske pensionsselskaber som købere, og vi ved positivt, at de danske pensionsselskaber vil finde danske grønne obligationer attraktive trods deres lave rente.


Grønne obligationer kan anvendes til at etablere en Grøn Omstillingsfond, der både investerer i Danmark, fx i energiøer, men også i verdens fattigste lande. De fattigste lande er hårdest ramt af klimaforandringerne og har mest brug for investeringer i tilpasning og omstilling til klimakrisen. De kan ikke låne på attraktive vilkår, som Danmark kan. Investeringerne i den grønne omstilling i udviklingslandene bliver derfor ofte unødigt dyr.


Fx har Investeringsfonden for Udviklingslandene (IFU) etableret en Verdensmålsfond med kapitalindskud fra en række danske pensionsselskaber. Her er investorerne blevet lovet over 10% i afkast, hvilket gør det vanskeligt at finde projekter. Hvis kapitalindskuddet i stedet for kom fra en Grøn Omstillingsfond finansieret med statsobligationer er det udelukkende risikoen i projekterne, der skal afdækkes, mens de 10% i afkast til kapitalejerne kan fjernes. Det ville gøre det muligt at gennemføre hårdt tiltrængte projekter i udviklingslandene.


Corona-krisen har vist at vi som samfund kan være nødt til at foretage handlinger, der ikke er kommercielt begrundet, men handler om vores sundhed og vores fremtid. Den læring skal vi tage med i klimakrisen. Vi er nødt til at handle nu, og vi skal tage alle redskaber i brug.


Erhvervspartnerskabet for finanssektoren fremlagde i midten af marts sin rapport om, hvordan den finansielle sektor kan bidrage til regeringens klimahandlingsplan. Finanssektoren understreger, at finansieringen af den grønne omstilling skal være på ”markedsvilkår og uden negative konsekvenser for dansk erhvervsliv”. Omformuleret betyder det, at den finansielle sektor kun bidrager til den grønne omstilling, hvis der kan tjenes penge på det.


Coronakrisen kan blive et wakeup call for den illusion, at vi kan løse klimakrisen uden at ændre vaner og påvirke økonomien. Grønne statsobligationer kan være et instrument til at finansiere en grøn omstilling til gavn for os alle, uden at det skal koste unødigt dyrt i afkast til investorerne.

128 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle