Grøn skattereform – en ommer!

Endelig kom regeringen med et udspil til en grøn skattereform. Den har desværre ikke været værd at vente på. Udspillet er for lidt, for sent og for uambitiøst. Udspillet illustrer den frygt regering og folkevalgte generelt har for at sige, at vi SKAL ændre adfærd, hvis vi skal nå de ambitiøse klimamål og redde planeten.


Regeringens sort-grønne skattereform

Regeringen lancerer en grønskattereform i tre faser, hvor første fase mest er et tilskud til erhvervslivet på mere end fem milliarder kroner til investeringer i 2020 og 2021. Håbet er, at virksomhederne vil investere grønt, men det er der ingen krav om. Investeringer i nye dieseltraktorer i landbruget eller gasdrevet opvarmning i industrien kan få større fradrag. Der er ingen grønne krav til de fem milliarder. Jeg tror egentlig det er et forhandlingsoplæg fra regeringen til støttepartierne, for ellers er det uforklarligt tåbeligt. Selvfølgelig skal der stilles krav om grønne investeringer for at få et øget fradrag. De sidste mange år viser, at uden krav kommer den grønne omstilling ikke af sig selv fra industrierne.



Dertil kommer en forhøjelse af energiafgifterne for fossile brændstoffer i erhvervene på 6 kr/GJ, der først indfases i 2023-25. Regeringen ser det som et første skridt mod en mere ensartet afgift på CO2-udledninger. Men fastholder at det ikke er muligt at lave en egentlig CO2-afgift på nuværende tidspunkt, bla. fordi det er vanskeligt at opgøre CO2-udledning for landbrug på bedriftsniveau. Regeringen beregner at dette tiltag vil reducere CO2-udledninger med 0,5 mio. ton frem mod 2025 ud af de 20 mio. ton vi skal reducere i 2030 for at nå 70%-målet.


En høj og retfærdig CO2-afgift er et bedre redskab

Det er ommer. Første trin i den grønne skattereform er mest erhvervsstøtte uden grønne krav. Alle andre partier fra venstre til højre (undtaget Ny Borgerlige), Klimarådet, økonomer, grønne organisationer og også Mellemfolkeligt Samvirke taler for en egentlig CO2-afgift på tværs af sektorer. Den skal være stigende frem mod et højt niveau i 2030, så erhvervslivet kan nå at investere og omstille sig, og så det er forudsigeligt, hvad der sker de næste ti år.


En CO2-afgift rammer umiddelbart socialt skævt. Det er en væsentlig årsag til at regeringen er bekymret for denne afgift. Frygten for ’gule veste’ som i Frankrig, hvor lavindkomst familier i landområderne gør oprør sidder dybt i regeringen. Men det kan løses.


En retfærdig CO2-afgift betyder, at en stor del af provenuet skal bruges til at kompensere særligt lav-indkomstfamilierne. De 10% højeste indkomster udleder fem gange så meget CO2 som de 10% laveste indkomster. Derfor er det også de højtlønnede, der primært skal bære omkostningen ved en CO2-afgift. De lavtlønnede skal kompenseres gennem en grøn check. I Frankrig kom oprøret fra de gule veste, fordi man lavede en øget afgift på fossilt brændstof, samtidig med at man fjernede formueskatten for de rigeste. Det er opskriften på modstand.


Derfor skal en CO2-afgift ikke bare indeholde kompensation til de lavtlønnede. En seriøs grøn skattereform bør indeholde andre tiltag til beskatning af de største indkomster og formuer, der har det største CO2-aftryk. Det kan være en formueskat, skat på luksusgoder som privatjet og yachts, en mere progressiv arveskat og øget skat på de kraftigt stigende indkomster fra et stigende aktiemarked.


Vælgerangst

Regeringens uambitiøse ’grønne’ skattereform er udtryk for den frygt de folkevalgte har for at befolkningen ikke er klar til at ændre adfærd. Frygten blev bakket op af en let tendentiøs Megafon-måling, som Politiken præsenterede for et nogle dage siden. Målingen viser, at hvis man spørger danskerne om de støtter en øget afgift på kød, benzin eller mælk, så er de imod. Selvom de samtidig synes, at regeringen gør for lidt ved klimakrisen.


Det gør regeringen bange for at skræmme vælgere væk med en høj CO2-afgift, og måske særligt de lavtlønnede i landområderne, som Socialdemokratiet med stor flid har søgt at tiltrække de sidste 10 år. Men præmissen er forkert.


I Megafon-undersøgelsen er det unuancerede spørgsmål. Det fremstår ikke klart, at de lavestlønnede kan blive kompenseret for de stigende afgifter. Regeringen og de folkevalgte italesætter ikke, at CO2-afgifter handler om at give alle et incitament til at ændre adfærd.

Det er ikke en menneskeret at spise store mængder oksekød, brænde benzin af og have andre CO2-udledende forbrug uden at betale den pris, som udledningerne koster samfundet. Omkostningen for det globale fællesskab af danskernes høje CO2-udledning er enorme. Vi ser dem bare ikke så tydeligt, fordi de særligt ligger hos udsatte mennesker i fattigere lande.


Adfærdsændringer

Vi skal ændre adfærd. Det er nødvendigt at stoppe vores forbrug af fossile brændstoffer hurtigst muligt. Danmark og de andre rige lande har brugt vores andel af det globale CO2-budget og vi er på vej mod en temperaturstigning på 3-4 grader, hvis ikke danskere og andre rige lande ændrer adfærd. Nu.


Derfor skal vi – hver især og i fællesskab – ændre adfærd. Det kommer til at påvirke hvad vi spiser, hvordan vi transporterer os og hvor vi kan få vores energi fra. Og det betyder vi skal have et langt mindre CO2-belastende forbrug af både fødevarer, biler, dimsedutter, tøj og alt det andet, som belaster klimaet.


Regeringen afviser fortsat at indføre passagerafgifter på flyvning, på trods af, at det er de fleste danskeres største CO2-aftryk og at Danmark er et fly-skattely, hvor alle vores nabolande har passagerafgifter. Nu er argumentet, at flybranchen er i krise og vi ikke kan belaste den yderligere. Men fossil flyvning skal være i krise. Det skal udfases hurtigst muligt, afløses af tog og snarest muligt af bæredygtigt brændstof. Men indtil da skal flyvning ikke være særskilt undtaget for moms og afgifter, hvor en liter flybenzin koster 3,50 kr.


Lyder det surt at ændre adfærd? Måske, men det kan også medføre stigende livskvalitet at vælge grønt og bruge en mere levende natur mere. For den store middel- og overklasse i Danmark at gå fra køb-og-smid-væk til genbrug og recirkulering af produkter. At komme ud af en evig jagt på mere vækst og mere forbrug, som et reklamegenereret lykkebillede.


Vores politikere – og det gælder også de grønne partier – skal turde sige højt og klart til danskerne, at vi skal ændre adfærd. Og turde sige til de største formuer og indkomster, at de skal betale den største del af regningen for oprydningen efter den klimakrise, som de har skabt.

48 visninger0 kommentarer