Globalisering af demokratisk samarbejde og regulering af økonomien

Interview af Jørgen Steen Nielsen offentliggjort i Information 5. januar 2022


Der har været flere globaliseringskritiske bølger som den, vi står midt i nu, men ingen har hidtil ændret udviklingen, mener Lars Koch fra Mellemfolkeligt Samvirke, kritiker af den markedsfundamentalistiske globalisering i mere end to årtier. Forandringen skal komme fra klimabevægelsen, fordi klimakrisen viser, at markedet ikke kan løse problemet, siger han.

FN og dets institutioner er også globalisering, bare på politisk niveau. ’Antiglobalisering’ signalerer, at man er imod samarbejde og samkvem – det tror jeg ikke på

Da 40.000 aktivister i december 1999 løb storm på Verdenshandelsorganisationen WTO’s møde i Seattle, USA, og dermed indledte flere års voldsomme antiglobaliseringsprotester i den vestlige verden, sad Lars Koch på udviklingsorganisationen IBIS’ kontor på Nørrebrogade i København og forsøgte at skrive på et positionspapir om globaliseringen.

»Det var en slags reaktion på alt det, der skete, men hvad skulle vi egentlig mene om det? Reelt havde vi nok ikke særligt gode svar, så det var ikke specielt succesfuldt,« fortæller Lars Koch, der i dag er politisk chef hos Mellemfolkeligt Samvirke.


I dag er globaliseringen igen til debat og på ny i modvind, og ligesom dengang er Lars Koch optaget af, hvad man skal stille op med en kapitalistisk, konkurrencestyret, vækstfokuseret og dereguleret verdensøkonomi, der trækker et langt spor af social ulighed og miljømæssig ødelæggelse efter sig. Faktisk har han tumlet med den udfordring gennem hele sin karriere, lige siden han blev færdig på statskundskab på Københavns Universitet sidst i 1990’erne.


Det lå næsten i kortene, at det måtte gå sådan. Som barnebarn af Hal Koch, det samtalende demokratis store fortaler, og søn af Ejler Koch, den socialdemokratiske, alt for tidligt afdøde direktør for Miljøstyrelsen, har Lars Koch på det nærmeste fået sit engagement i folkestyre og bæredygtighed ind med generne.


Hans største bekymring i dag er oplevelsen af, at demokratiet undergraves af både den fortsat voksende ulighed og den eskalerende økologiske krise. Begge dele svækker levevilkårene for de mest sårbare – nationalt som globalt – og befordrer dermed mistillid til systemet, til de demokratiske institutioner. Omvendt ser Lars Koch en revitalisering af demokratiet som netop forudsætningen for at kunne tackle de selv samme udfordringer, som en markedsfundamentalistisk globalisering har ført med sig.


Det truede demokrati

»Efter Murens fald i 1989 og Den kolde krigs afslutning herskede der en tid denne optimisme om, at man var nået til ’the end of history’ med det vestlige markedsliberale demokratis globale udbredelse som den endegyldige model til løsning af problemerne.«


»Men når man sad i organisationer som Ibis eller Mellemfolkeligt Samvirke, blev det ret hurtigt tydeligt, at globaliseringen ikke leverede for den brede, fattige gruppe i det globale Syd, især i Afrika og Latinamerika,« siger Lars Koch.


Han boede selv fra 2001 og nogle år frem i Bolivia, og mens den stærkt globaliseringskritiske bølge af aktivisme og massemobilisering rullede gennem vestlige storbyer, oplevede han der, hvordan flere af de forholdsvis unge latinamerikanske demokratier smuldrede.


»Der var en stigende folkelig frustration over, at den globale markedsliberalisering og demokratiet ikke i praksis leverede økonomisk fremgang for den brede befolkning. Man oplevede det som et skindemokrati, hvor en traditionel elite stadig sad på magten, og hvor en i forvejen ekstrem ulighed fik lov at vokse. Det endte faktisk i oprør og med, at troen på demokratiet nærmest blev skyllet ud med badevandet,« fortæller han.

Det samme kan ske i dag under andre himmelstrøg, frygter han.


De demokratiske institutioner i USA og Europa er i dag truede af en række forskellige faktorer – populisme, big tech og økonomiske eliter, der har kapret både den politiske indflydelse og frugterne af den økonomiske fremgang. Væksten i indkomst siden 1980’erne er i høj grad sket i toppen – den lavere middelkasses ’vrede hvide mand’ i USA, Sydeuropa, Østeuropa og andre lande har ikke haft særlig stor økonomisk fremgang. Den skæve økonomiske udvikling driver processen, hvor demokratiet står i fare for at blive skyllet ud med badevandet.


Antiglobalisering meningsløst

»Antiglobaliseringsbevægelsen i årene omkring 2000 ønskede et opgør med den neoliberale model og den uregulerede markedsøkonomi, men havde den et samlet svar,« spørger Lars Koch.


»Bevægelsen har haft ret i, at globaliseringen ikke fungerede, men ’antiglobalisering’ er for mig meningsløst. Man kan være imod en ureguleret markedsøkonomi, men løsningen på de problemer, man så dengang, og som vi ser i dag, er et stærkere globalt samarbejde.«


’Globalisering’ blev og bliver i høj grad forstået og italesat som de økonomiske forhold omkring varehandel præget af deregulering med henblik på at skabe et frit marked.


»Men globalisering er jo meget mere end det. Etableringen af FN og dets institutioner med start efter Anden Verdenskrig er også globalisering, bare på politisk niveau. Og når jeg i dag leder efter svar på vore udfordringer, så handler det i høj grad om, at et politisk, demokratisk samarbejde i global sammenhæng skal løse de kriser, vi står over for. ’Antiglobalisering’ signalerer, at man er imod samarbejde og samkvem – det tror jeg ikke på.«

Jeg må blankt sige, at jeg godt ved, hvad jeg kunne tænke mig, men jeg har svært ved at se vejen

Der har været flere globaliseringskritiske bølger, men ingen af dem har for alvor formået at ændre udviklingen, mener Lars Koch. I kølvandet på finanskrisen fulgte i 2011 Occupy Wall Street-bevægelsen og senere kampen mod handelsaftalen TTIP mellem USA og EU, der faktisk blev taget af bordet i 2019.


»Jeg tror, mange i dag erkender, at vi forpassede nogle muligheder for fundamentale forandringer i forlængelse af Occupy Wall Street-bevægelsen efter finanskrisen og oprøret mod globaliseringen i 2000. Der foregik jo en kæmpe økonomisk krise, som udstillede det eksisterende systems svagheder, men som bevægelser var vi ikke i stand til at finde svarene og lave de rigtige modtræk på det tidspunkt. Svarene var præget af rådvildhed.«


»Stadig i dag må jeg blankt sige, at jeg godt ved, hvad jeg kunne tænke mig, men jeg har svært ved at se vejen. Jeg er rådvild omkring vejen derhen.«


Lars Koch har bevæget sig fra i sine unge dage at være EF-modstander til i dag at være »en svoren tilhænger af EU som institution.«


»Udfordringen med EU er, at det grundlæggende og i sin identitet er etableret for at skabe økonomisk og handelsmæssigt samarbejde via et frit marked – ikke nødvendigvis for at fremme demokrati og menneskerettigheder. Det er kommet til hen ad vejen.«


»Så vi skal ikke være naive – dagens EU er på ingen måde en tilstrækkelig progressiv kraft, men der ligger et håb i institutionen som det bindende samarbejde, der er nødvendigt, hvis vi skal løse de kriser, vi står over for. Vi kan forestille os et tilsvarende bindende institutionelt samarbejde omkring FN til at håndtere de globale kriser retfærdigt.«


Tilbage til det trygge

Lars Koch spekulerer over, om der i de forskellige faser af den globaliseringskritiske aktivisme siden 2000 også har ligget en form for nationalisme.


»Der lå en romantisering om at komme tilbage til noget, der var engang – faktisk det, som højrepopulismen i dag italesætter, og som mange reagerer positivt på. I dag er der i bevægelserne en større bevidsthed om, at vi ikke skal tænke tilbage, men tænke frem mod noget, der stadig er globalt, men har en anden karakter, og hvor det i bund og grund handler om at ændre magtforholdene til at styre.«


– Så parallelt med at bevægelser og venstrefløj har flyttet sig og udviklet synet på internationalt samarbejde, er der andre, der nærmest har indtaget den oprindelige position: Dem, der er skræmt og føler, de har tabt på globaliseringen, og nu råber ’ned med alt det lort, for det tager friheden fra os’?


»Højrepopulismen har været dygtig til at sige, at vi skal tilbage til det kendte, det trygge, det nationale og i øvrigt til den stærke mand. Omvendt har venstrefløjen ikke accepteret den bekymring, som store dele af befolkningen føler over de udfordringer, der møder os. Vi har ikke været gode nok til at forstå de værdimæssige udfordringer, mange oplever i en globaliseret verden.«


Lars Koch finder det vigtigt at tale meget mere om værdier, omend på en anden måde end den, der præger debatten i øjeblikket.


»Når vi taler værdipolitik, handler det meget om flygtninge og den slags,« siger han.

»I virkeligheden har vi over de seneste 40 år accepteret, at værdibegrebet er noget, der bliver skabt på markedet. Hvis der er en efterspørgsel på noget, så har det en værdi, hvorimod mange af de kvaliteter, som opleves som vigtige for mennesker – er jeg tryg, har jeg en god familie, kan jeg se ud på noget smukt – de værdier tæller ikke.«


Han henviser til den italiensk-amerikanske økonom Mariana Mazzucato, der i bogen The Value of Everything beskriver, hvordan værdibegrebet, som historisk og hos tidlige økonomer som Adam Smith var noget iboende, er blevet ændret af markedsfundamentalismen til noget, der entydigt skabes på markedet, ved markedstransaktioner.


»Men eftersom man ikke kan kvantificere alt, som er værdifuldt, og lægge det ind i de økonomiske modeller, er der brug for, at staten styrer med regulering. Og her kommer den stigende miljøbevidsthed og klimabevægelsen ind med nogle andre værdier, som fundamentalt udfordrer det styringsredskab, de økonomiske modeller udgør i dag.«


Opgør på vej

Behovet og muligheden for en klarere statslig styring er blevet tydeliggjort med coronakrisen.

»Markedsfundamentalismen er ensbetydende med en delegitimering af staten, en reduktion af statens rolle. Men her tror jeg, at et opgør kan være på vej. Noget kan være ved at ændre sig permanent.«


»Det har været helt vildt at se staternes respons på coronakrisen og opleve den brede erkendelse af, at dette ikke kan klares uden en statslig intervention, hvor man har sprøjtet milliarder ind i økonomien og holdt hånden under virksomhederne og arbejdspladserne. Ideologien om et frit og selvregulerende marked virker i dag antikvarisk. Meget få forsvarer det i sin rene form – i modsætning til hvad vi så for bare få år siden.«


Men en forudsætning for, at en stærkere stat bliver af det gode, er, at også demokratiet styrkes, herunder at der sker en demokratisering af økonomien. Det årelange arbejde, som Lars Koch i både Ibis og Mellemfolkeligt Samvirke har lagt i at slås mod skattely, er i virkeligheden en slags symptombehandling, mener han.

De rige lande har på et års tid har brugt 16.000 milliarder statslige dollar på coronakrisen, men kan ikke komme med de lovede 100 milliarder dollar til den klimakrise i det globale Syd, som Nord har skabt. Det er skamfuldt, siger Lars Koch.

»Omfordeling gennem beskatning er grundlæggende at rydde op efter en fordeling, der er gået galt. Idealet må være et bredere demokratisk ejerskab til økonomien, som fra starten fordeler indtægterne bedre, og som indebærer en mere demokratisk styring af økonomien.«


»Og demokratisering af økonomien er også afgørende i en global sammenhæng. Når man ser på dagens kriser – klimakrisen, ulighedskrisen, coronakrisen – så er det hver gang det globale syd, der bliver taget big time i røven. Samtidig med at de rige lande på et års tid har brugt 16.000 milliarder statslige dollar på coronakrisen, så kan man ikke komme op med de lovede 100 milliarder dollar til den klimakrise i det globale Syd, som Nord har skabt. Det er skamfuldt, absurd og urimeligt.«


»Jeg tror – og der er jeg trods alt optimist – at forandringen kommer fra klimabevægelsen, fordi klimakrisen så entydigt viser, at markedet ikke kan løse problemet – selv om det mange steder stadig italesættes, som om det kan.«


Lars Koch mener, at den grønne bevægelse har mange gode konkrete løsningsforslag – for eksempel de hjemlige organisationers udspil om en grøn og retfærdig genstart efter coronakrisen – men dette fokus på de konkrete og umiddelbart påtrængende løsninger kan overskygge behovet for at arbejde med de mere grundlæggende årsager.


»Hvis analysen er, at klimakrisen er en funktion af et økonomisk system, som ikke er i stand til at tage hensyn til andet end profit, så mangler der i store dele af bevægelsen et opgør med det. Det er rigtigt, at klimakrisen ikke giver os tid til at vente på en omkalfatring af det økonomiske system. Vi bliver nødt til at løse klimakrisen konkret, her og nu, men vi skal samtidig være stærkere til at italesætte de fundamentale årsager og drivkræfter, der ligger bag – ellers bliver vores arbejde et sisyfosarbejde.«


Håbet


Lars Koch oplever, at pensionsselskaber, virksomheder, regeringer, forbrugere udmærket ved, at man ikke kan fortsætte som hidtil, men samtidig ikke ser sig i stand til at gøre op med det.


»Vi kører for fuld skrue ud over afgrunden, fordi vi skal præstere et overskud, selv om vi godt ved, at der ikke er rum til det. Jeg taler en del med pensionsselskaber, og mange af dem vil rigtig gerne investere mere til fordel for klimaet og det grønne, men de er ved lov tvunget til at skabe det størst mulige afkast af vore pensionsmidler. Selskaberne har reelt svært ved at handle, og derfor er der brug for denne regulering og demokratisering af økonomien oppefra. Planetens og menneskers ve og vel må sættes ind i ligningen – det er det paradigmeskift, som forhåbentlig er på vej.«


– Hvorfra?

»Norden har traditionelt haft en enorm stærk rolle, når det gælder både demokratisering og regulering af økonomien. Vi har haft personer som Olof Palme, Gro Harlem Brundtland og Svend Auken med globalt udsyn og forståelse for det globale samarbejdes vigtige rolle – i øjeblikket har vi fire socialdemokratiske regeringer, og man kunne godt forestille sig, at Norden igen kunne komme til at spille en rolle, for eksempel med henblik på at skabe nogle globale økonomiske instrumenter – en skat på finanstransaktioner og på klimabelastning …«

Lars Koch gør opmærksom på, at Danmark i øjeblikket kandiderer til en plads i FN’s Sikkerhedsråd for perioden 2025-26.


»Tænk, hvis regeringens kampagne for at komme i Sikkerhedsrådet handlede om for alvor at gøre noget ved de globale kriser via globalt samarbejde.«


Lars Koch var til FN-klimamødet COP26 i Glasgow, og selv om han på sin blog, Lighedstanker.dk, har kaldt mødets resultat »et forræderi mod verdens mest udsatte mennesker«, så oplevede han samtidig det, der især giver ham håb.


»Jeg tror på de unge. De er sindssygt vidende, dygtige og taktisk begavede. Og det gælder både de unge her i landet og i for eksempel Afrika. Det er så enormt opløftende,« siger han.

Med henvisning til bevægelser som Fridays for Future på den internationale scene og Den Grønne Studenterbevægelse herhjemme påpeger Lars Koch, at de unge aktivister med deres radikale dagsorden »udvider mulighedsrummet for, hvad man kan gøre og tale om.«

Det er det, der skal til, og som der synes at være en åbenhed for i den selvransagelse, der følger i mellemrummet mellem coronakrisen og klima- og biodiversitetskrisen.


15 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle