Et nordisk svar på den globale gældskrise

Vi skal løse den eskalerende gældskrise, der rammer mange udviklingslande lige nu som følge af den globale økonomiske krise. En fjerdedel af verdens lande står til ikke at kunne betale renter og afdrag på gælden. Vi vil de næste år se en række lande gå i betalingsstandsning på gælden og træde ind i kaotiske processer med forhandling med en bred og ukoordineret kreditorgruppe. De nordiske lande kan hjælpe til at skabe en bedre, gennemsigtig og koordineret behandling af gæld.


Ministre, parlamentarikere og civilsamfund fra Norge, Sverige og Danmark mødtes den 3. september og diskuterede, hvad de nordiske lande kan gøre ved gældskrisen, med stærke input fra Ghanas finansminister, en FN ekspert i gæld og en kvinde fra en civilsamfundsgruppe i Mozambique. Trods krisen var der på lange stræk fælles fodslag om at finde langsigtede løsninger.


Både Ghanas finansminister Ken-Ofori Atta og Denise Namburete fra Mozambiques Budget Monitorerings Forum understregede, at den nuværende gældskrise for mange lande bliver voldsomt forstærket af den udefra kommende corona-krise, der slår benene helt væk under landenes økonomier, der i forvejen er ramt af faldende råvarepriser og klimarelaterede katastrofer og voldsomt vejr. Der er ikke rum til både at prøve at redde mennesker og erhvervsliv ud af corona-krisen, investere i Verdensmålene og samtidig betale af på den stigende gæld.


Corona-krisen betyder negativ vækst, men også tab af udenlandsk valuta, hvor valutaer bliver devalueret, kapital er trukket ud af Afrika i hidtil uset omfang og indtægter fra turisme og eksport er forsvundet. Derfor lyder der et nødråb om hjælp til at håndtere gældskrisen fra både Afrikas finansministre og fra det globale civilsamfund.


Udviklingsminister Rasmus Prehn kalder sig solidaritetsminister. Der er i den grad brug for solidaritet med Afrika. Prehn sagde da også , at ”Denmark is committed” til at bidrage til at løse gældskrisen. Det samme gav hans kollegaer fra Norge og Sverige udtryk for.


Men hvad er det for initiativer de nordiske lande kan tage? Der var forskellige bud.


Særligt Norge understregede behovet for, at de rige lande udskyder gældsbetalingerne 2-3 år for at hjælpe landene over den akutte krise. Det er en akut krisehåndtering, der er nødvendige for at undgå en stribe lande går statsbankerot.


Alle tre nordiske ministre understregede behovet for en mere koordineret og gennemsigtig proces for behandling af gælden, hvor alle kreditorer er med. Der er en velbegrundet bekymring for, at nye kreditorer som Kina og de mellemøstlige oliediktaturer ikke vil indgå i en samlet eftergivelse og udskydelse af gælden.


Men nok så vigtigt, så er en stor og stigende del af gælden til private kreditorer, både i banker, skygge banker og til en stor gruppe kreditorer, der har købt statsobligationer. Det er helt afgørende at få alle kreditorer med i behandling af gælden. Ellers vil en nedskrivning af fx gæld til de rige lande blot betyde, at pengene går til at betale private kreditorer i stedet for at finansiere livsvigtige investeringer i sundhed og sociale sikkerhedsnet. Den private kapital har i stort omfangs søgt mod udviklingslandene, fordi der de sidste ti år har været et langt større afkast fa en høj rente, modsat fx statsobligationer i Danmark. Den høre rente i udviklingslandene skyldes jo en risiko, og den risiko er nu reel, så de private långivere må også bidrage til at eftergive gælden.


Alle ministre understregede også behovet for gennemsigtighed. Både långiver og låntager skal offentliggøre størrelse og vilkår for lån. Og der skal i låntager landene være en parlamentarisk godkendelse af lånene og hvad de skal bruges til. Gennemsigtighed er afgørende for, at civilsamfund og parlamenter kan holde regeringerne ansvarlige for lånene og hvad de bruges – og misbruges til.


Særligt Rasmus Prehn understregede, at lån skal tilgodese større grupper end de lokale eliter og deres interesser. Lånene skal bidrage til udvikling for de mange, og derfor er reformer og gennemsigtighed helt afgørende, så almindelige mennesker kan stille krav til magthaverne. Både Prehn og Finansminister Atta understregede dertil behovet for at investere massivt i at opkræve flere skatter og afgifter i de gældsplagede lande som grundlag for at kunne betale af på gæld og ikke mindst investere i Verdensmålene.


De fleste paneldeltagere og flere af parlamentsmedlemmerne opfordrede de nordiske lande til at arbejde for at etablere en koordineret og struktureret mekanisme til behandling af gæld for lande, der er i dyb gældskrise. Altså en mekanisme, hvor lande i gældskrise kan henvende sig, og som kan koordinere alle kreditorer og finde frem til fælles løsninger med det gældsplagede land. Fordelen er, at gældsplagede lande kan henvende sig inden de går i betalingsstandsning og søge mulighed for hjælp. Men det betyder også at alle kreditorer, inklusiv de private, kan trækkes med ind til forhandlingsbordet. Det gør det vanskeligere for fx Kina at misbruge sin magt til at presse særaftaler igennem om fx adgang til råvarer som betingelse for at eftergive eller omlægge gæld.


LÆS: Afrikas vej ud af corona-krisen: Job, gældslettelse og bedre skatter


Hvad er så næste skridt? Vi ved, at midt i oktober mødes både G20-landene og resten af verden til IMF og Verdensbankens årsmøder. Her er det forventningen, at G20-landne vedtager at udvide en pause i gældsbetalingerne for omkring 70 lande i gældsproblemer. Det skal de nordike lande selvfølgelig støtte og arbejde for en lang pause, hvor renter og afdrag slettes,


De nordiske lande har kun meget lidt udestående gæld. Men til gengæld har de troværdighed og mulighed for at rejse kravet om at etablere en mekanisme til behandling af gæld, der sikrer gennemsigtighed og koordination, så vi kan undgå kaotiske ukoordinerede processer, hvor de stærkeste altid får ret. Hvis en sådan mekanisme skal opbygge tillid og troværdighed er det afgørende at det foregår i FN regi, hvor også de gældsplagede lande har en stemme. Senere i september har FN Generalforsamling, hvor gæld står højt på dagsordenen. Her kan de nordiske lande sammen fremsætte forslag til langsigtede løsninger.


Dertil kan de nordiske lande bidrage mere gennem bistanden til at sikre ansvarlighed og gennemsigtighed i landene omkring lån, samt styrke støtten til landenes egen skatteopkrævning -det er den eneste langsigtede løsning for at landene kan klare sig uden lån og bistand.