En retfærdig og grøn skattereform

De ultrarige og de store selskaber skal betale deres fair andel. Det skal være udgangspunktet i diskussionen om CO2-afgifter og en grøn og retfærdig skattereform. Kravet er ikke bare en høj CO2-afgift for at reducere klimaaftrykket. Den skal også være retfærdig


Fra højre til venstre og de fleste økonomer er enige om, at vi skal have en højere CO2 afgift, hvis vi skal reducere drivhusgasserne. Det er en effektiv måde at få markedet til at fastlægge, hvordan vi nå målet billigst muligt. Sådan siger CEPOS, Venstre, Konservative, Enhedslisten, SF, Radikale, Klimarådet og mange flere.


Forureneren betaler, hedder princippet. Dé, der udleder mest, skal betale mest. Det er fornuftigt. Vi ved at globalt står de 1% største individuelle udledere for 14% af udledningerne. 100 store selskaber er globalt ansvarlige for 71% af drivhusgasudledningerne siden 1988. En CO2-skat rammer præcist disse store udledere.


Men afgifter er altid regressive, forstået på den måde, at den øgede omkostning for CO2 i mange situationer vil ramme relativt hårdere på folk med små indkomster. Særligt folk, der fx bor i landområder, er afhængige af en bil og ikke har råd til en elbil. Det er læren fra de gule veste i Frankrig.


Derfor skal vi sikre, at den grønne skattereform også bliver retfærdig. Det kan vi sikre på flere måder.


For det første skal vi indføre en progressiv CO2-skat. Lige som skatteprocenten stiger med højere indkomst, så skal CO2-afgiften stige med højere forbrug, særligt for det individuelle forbrug. Det kan fx være at den anden flyrejse beskattes hårdere, privatjet får en højere CO2-afgift eller andre luksusvarer med højt CO2-indhold belægges med en særlig klima-afgift.


For det andet skal vi kompensere lavtlønsfamilierne gennem en øget grøn check. De lavtlønnede har i forvejen et relativt lille forbrug og dermed CO2-aftryk.


For det tredje skal vi sikre en global retfærdighed. Indførslen af CO2-afgifter vil hurtigt medføre et pres for at indføre en CO2-told på varer fra udlandet, særligt hvis CO2-afgift gennemføres i EU. Det er naturligt og fornuftigt for at begrænse unfair konkurrence fra lande, der ikke tager klimaansvar. Ellers vil produktion delvist flytte til disse lande. Men det kan hurtigt føre til stop for import af varer fra udviklingslande uden en tilsvarende CO2-afgift. Udviklingslandene skal også omstille deres produktion og reducere udledningen af drivhusgasser. Men når Afrika står for 3% af de historiske udledninger af drivhusgasser, så er det ikke rimeligt at stille de samme krav til dem nu uden en hjælp til at gennemføre omstillingen. Derfor skal en eventuel indførelse af en CO2-told kombineres med at alle CO2-afgifter opkrævet på varer fra udviklingslandene tilbageføres som klimabistand


For det fjerde – og måske mest kontroversielt – skal vi ikke bare følge princippet om at forureneren betaler. Vi skal også med en skattereform mobilisere midler til den grønne omstilling fra dé, der har bedst råd. De ultrarige, aktionærerne og de store selskaber.


Gennem de sidste 30 år er uligheden steget i Danmark og i de fleste andre lande i verden. Vi har udviklet en ultrarig gruppe – den 1% rigeste – der med store indkomster og formuer både er store CO2-udledere, men også er dem der har råd til at betale for den grønne omstilling.


Corona-kisen bekræfter den samme tendens mod ulighed. Aktiemarkederne er i det meste af verden tilbage på niveau med starten af året før krisen. Aktionærerne er i praksis blevet reddet af stater, der har pumpet penge ud i økonomien. Globalt har staterne under coronakrisen brugt op mod 10.000 milliarder dollars til at understøtte økonomien. Det er kun en smule mere end den samlede formue fra denne verdens 2095 dollar-milliardærer.


Hjælpepakker er fornuftigt og nødvendigt, og i Danmark i høj grad med fokus på medarbejdere og arbejdspladser. Men det betyder også, at staterne forgælder sig og aktionærerne og de ultrarige bliver reddet. Gælden er blevet offentlig mens profitten er blevet privatiseret. Risikoen fra aktieinvesteringerne er delvist taget af staten, mens arbejdsløsheden for lavindkomsterne er eksploderet. 25 dollar-milliardærer er siden corona-pandemien satte ind i marts måned blevet $255 mia. dollars mere værd. Det gælder særligt tech-milliardærer som fx Zuckerberg (Facebook) og Bezos (Amazon).


Aktionærerne har levet godt siden finanskrisen for lidt mere end ti år siden, hvor aktiepriserne er steget kraftigt og overskud i selskaberne er eksploderet. På et marked er teorien, at det den risiko man tager, der bliver belønnet. Men der er mindre risiko, når staterne redder de rige, når krisen sætter ind.


Derfor skal en grøn og retfærdig skattereform målrettet beskatte de store forurenere, der samtidig er dé, der har råd til at betale for den grønne omstilling. De højtlønnede og meget formuende er samtidig ofte den ældre generation, der har ansvaret for at have bragt os i en klimakrise.


En grøn og retfærdig skattereform skal ud over CO2-afgifter fx indeholde:

  • En særskat på unormal profit på de selskaber, er tjener på corona-krisen – en kriseskat på ’gullaschbaronerne

  • En klima-formueskat på de største formuer – startende med en 0,5 % på formuer over 5 mio. kr. og stigende til 2-5% på de største formuer

  • Øget skat på arbejdsfri indkomster fra aktier og andre værdipapirer. Arbejdsfri indkomster fra formuer skal sidestilles med anden indkomst og beskattes med topskat.

  • Afskaffelse af rentefradraget, der er en gave til folk med store formuer i fast ejendom

  • Øget beskatning af bolig, og ikke mindst den arbejdsfri indkomst fra værdistigningen i boligerne

  • En klima-topskat på de største indkomster

  • Gennem EU en markant øget indsats mod skattely og skattefiflerier, herunder: en bund under selskabsskatten på 25%; en tech-skat på de digitale giganter, der ikke vil betale skat i EU; Et opgør med den måde vi beskatter multinationale selskaber på.


Vi er nødt til at handle nu med alle nødvendige tiltag for at redde klimaet. Vi skal behandle klimakrisen som en nødstilstand, hvor vi tager alle de nødvendige midler i brug – koste hvad det vil – for at undgå en klimakatastrofe.


Prisen for at redde planeten og undgå katastrofen skal ikke betales af de lavtlønnede i Danmark eller af udviklingslandene. Men af dé, der både har råd til at finansiere kriseløsningen og som har det største ansvar for klimakrisen.


Gennem de sidste 40 år har store selskaber, aktionærer og ultrarige personer tjent enorme formuer uden hensyn til klimaet. Det er selvfølgelig nemmere at få dem til at bidrage til at løse klimakrisen, hvis de samtidig kan tjene nye formuer på løsningerne. De danske klimapartnerskaber for erhvervslivet har alle som udgangspunkt, at erhvervslivet kun kan bidrage til løsningen af klimakrisen, hvis det kan ske på kommercielle vilkår, hvor de kan tjene nye formuer på løsningen af den klimakrise, som de selv har skabt. Det er denne fælde, vi er nødt til at gøre op med, hvis vi skal redde klimaet. Vi skal sætte mennesker og miljø før profit.


Tiden er inde til på retfærdig vis at kræve, at de ultrarige og store selskaber betaler tilbage til den menneskehed og ungdom, hvis fremtid de har sat på spil.

130 visninger