Efter corona: Konsekvenser for udviklingslandene – og hvad Danmark kan gøre

Som danskere oplever vi at corona-krisen er ved at være overstået. Det er langt fra tilfældet i Afrika, hvor ikke mindst den økonomiske krise i kølvandet på corona-krisen bliver overvældende. Jeg søger nedenfor at beskrive nogle konsekvenser for Afrika, vel vidende at det er på et ufuldstændigt vidensgrundlag. Og dertil nogle forslag til, hvad dansk bistand kan gøre.


Hvordan rammer corona i Afrika som sygdom?

Det er fortsat usikkert. 24. maj var der lige over 100.000 registrerede tilfælde og 3.250 dødsfald relateret til corona. Umiddelbart meget lave tal sammenlignet med fx de mere end 100.000 døde alene i USA.


WHO forudsiger op mod 250 mio. corona-tilfælde i 2020 og op mod 190.000 dødsfald, hvor den lave gennemsnitsalder i Afrika mindsker smitteraten i forhold til andre regioner, særligt Europa. Gates Foundation taler om betydeligt større risiko og om mange flere døde i Afrika. Antagelsen er, at Afrika er passivt vidne til en pandemi og ikke har kapacitet til at imødegå den.


Men det er formentlig ikke tilfældet og der er forhåbentlig store chancer for, at skrækscenarierne er overdrevne. De afrikanske tal kan dække over store skyggetal, fordi sundhedssystemerne er ringe og ikke får registreret infektion og dødsfald rigtigt. Men samtidig er en række lande stærkt i gang med testning og har rimeligt gode erfaringer og kapacitet. Så måske er forudsigelserne for Afrika mest baseret på vores fordomme og manglende viden?


Mange afrikanske lande har store erfaringer med at håndtere pandemier og sygdomme og har meget hurtigt lukket ned for socialt samvær og risikobetonet adfærd. Somalia, Nigeria, Ghana, Uganda, Senegal og en række andre lande har meget tidligt taget initiativer, der har holdt smitten nede. Måske fordi de afrikanske ledere bedre end deres europæiske kollegaer er klar over deres sundhedssystemers begrænsninger.


Politisk lockdown

I mange lande bruger autoritære ledere anledningen til at stramme grebet om politiske modstandere, underminere frihedsrettigheder og slå ned særligt på de unge, der kræver frihed, muligheder og demokrati. Mens 2019 var et år med ungdomsoprør på tværs af mange lande i hele verden, der har ført til afsættelse af diktatorer i Algeriet og Sudan, Klimalov i Danmark, oprør i Hong Kong og kamp mod ulighed og kvindeundertrykkelse i Latinamerika, så kan 2020 blive året, hvor de autoritære ledere slår tilbage i skyggen af corona-pandemien.


Vi ser Kina søge at stramme grebet om Hong Kong. Oprindelige folk i Brasilien er endnu mere udsatte for både corona-smitten og Bolsonaro’s vanvittige politik med at fælde regnskoven og ødelægge deres livsgrundlag. Musevini. Ugandas præsident, der med stor succes har begrænset virussens udbredelse, tager samtidig stadig mere hårdhændede metoder i brug for at håndhæve lockdown. Politi og militær patruljerer og gennemtæver folk, der bryder lockdown i Sydafrika, Kenya, Tanzania og Uganda.


Resultatet af corona-krisen kan meget vel blive en yderligere indskrænkning af det civile rum for at gøre modstand mod autoritære ledere. Derfor er det afgørende vigtigt, at både organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, men også bilaterale donorer som Danida, fastholder og styrker støtten til de unge og deres bevægelser, der søger at få deres stemmer hørt.


Flere ekstremt fattige

I alle lande rammer pandemien uforholdsmæssigt hårdest de fattigste, både sundhedsmæssigt og økonomisk. De fattigste har ringere helbred, dårligere adgang til sundhedssystemet, har sværere ved at gennemføre social afstand og blive hjemme, fordi de typisk lever fra dag til dag og ikke kan undvære den daglige indtægt.


Både forskere fra Verdensbanken og UNCTAD forudser en vækst i antallet af ekstremt fattige ($1,90 usd/dag) i omegnen af 40-60 mio. flere ekstremt fattige, et flertal af dem i Afrika. Det betyder at de seneste års konstante fald i procentdelen af verdens befolkning, der lever i ekstrem fattigdom, bliver sat 2-3 år tilbage. Dette vil samtidig blive forværret, når en forventet ulighed som følge af krisen vil fordele ressourcerne mere ulige, understreger Verdensbanken. Det er vigtigt at huske, at der er flere milliarder mennesker, der lever i fattigdom under $5,5 usd/dag, der også bliver ramt hårdt af kombinationen af sundheds- og økonomisk krise. Antallet af fattige vil stige med flere hundrede millioner.


En økonomisk katastrofe..?

Corona-kisen er lige nu først og fremmest ved at udvikle sig til en økonomisk katastrofe for mange afrikanske lande. Lockdown af landene rammer både økonomien og ikke mindst de fattigste hårdt. Den globale økonomiske krise bliver ’eksporteret’ til Afrika gennem faldende råvare priser, særligt på olie; kapital og investeringer, der trækkes ud af Afrika; svage valutakurser; turisme er stoppet; og vigende eksport. Altså økonomiske forhold, der i meget vidt omfang står uden for de afrikanske landes kontrol. FN vurderer, at væksten i Afrikas GDP vil blive omkring nul, eller 3% lavere end forventet før krisen (se figur).


Globalt har regeringer som i Danmark udarbejdet hjælpepakker for foreløbig omkring $9.000 mia. dollars. Men de fattigste lande har naturligvis sværere ved at holde hånden under deres økonomier. I gennemsnit har OECD-landene givet 15 gange mere i hjælpe- og stimuluspakker i forhold til økonomien størrelse end de afrikanske lande.


FN har netop udgivet en foreløbig analyse af konsekvenserne af Covid-19 i Afrika, hvor det understreges at Afrika akut har brug for $200 mia. dollars til at håndtere krisen. Generalsekretær Guterres opfordrer i samme åndedrag til en pause på gældsbetalingerne for de afrikanske lande og igangsættelse af en struktureret behandling af ikke-bæredygtig gæld som forudsætning for at sikre landene midler til fortsatte fremskridt mod Verdensmålene. FN opfordrer – på linje med en række civilsamfundsorganisationer – til at IMF udvider deres særlige trækningsrettigheder for alle lande, for derved at stille likviditet til rådighed under krisen.


Hvad gør Danmark – og kan gøre?

Den danske regering har fra et meget tidligt tidspunkt omdirigeret eksisterende bistand til at håndtere corona-krisen med særligt fokus på de mest udsatte. Det er godt og vigtigt, og Danmark har som foregangsland trukket andre donorlande med sig.


Men det er en kortsigtet hjælp, der ikke adresserer den økonomiske krise og dens årsager. Oven i købet er nogle af de omdirigerede midler taget fra bistand til at styrke skattesystemer og klimabistand, hvilket forekommer kortsigtet.


Allerede før corona-krisen var de fleste afrikanske lande langt fra målet om at indfri FN’s Verdensmål i 2030. Der mangler simpelthen de økonomiske muskler til at investere i uddannelse, sundhed, grøn energi, rent vand, kvinders rettigheder, gode job og gennem alle disse initiativer afskaffelse af sult og fattigdom. FN vurderer, at der årligt manglede $2.500 usd før krisen for at finansiere Verdensmålene i verdens fattigste lande. Denne udfordring bliver nu langt større grundet corona-krisen, men også grundet den eskalerende klimakrise og de omkostninger, den påfører verdens fattigste lande og mennesker.


Derfor er det afgørende at tænke langsigtet på, hvordan de afrikanske lande bedre selv kan finansiere deres egen udvikling. Det handler selvfølgelig om at skabe større økonomier med en produktion af landbrugsvarer, forarbejdede varer og industriprodukter, hvilket kræver investeringer i landenes egne økonomier og selskaber – mere end det er udenlandske firmaer, der skal eksportere til Afrika eller udnytte råvarer. For at sikre den nødvendige finansiering burde donorlandene øge deres udviklingsbistand og ikke mindst betale hvad de har lovet som bidrag til klimakrisen i udviklingslandene. Dette har dog ringe udsigter i den aktuelle globale politiske situation og den økonomiske krise også i donorlandene.


Dansk bistand bør derfor fokusere på to forhold:

  • GÆLD: Bidrage til at håndtere den gældskrise, som mange udviklingslande i stigende grad er fanget i. Danmark kan, sammen med de nordiske lande og andre progressive donorer, arbejde for en omfattende og struktureret gældsbehandling, hvor de mange gældsramte afrikanske lande får frigivet finansielle ressourcer til at investere i stimuluspakker og tiltag ud af den økonomiske krise. Det kæver en dygtig politisk og diplomatisk indsats gennem EU, FN og ind i Verdensbanken og IMF. Det koster ikke Danmark noget særligt, da det er beskedent hvad Danmark har af udestående gæld, men kan alligevel være det vigtigste skridt som akut krisehåndtering.


  • SKAT: Danmark skal lave en langsigtet strategi for at styrke de afrikanske landes skatteopkrævninger. Når der skal laves stimuluspakker investeres i sundhed og uddannelse, hjælpe landbruget og bygge ny infrastruktur, så kræver det flere statslige midler end de afrikanske lande har. De afrikanske landes skat/GDP rate er simpelthen for lav. Det er nødvendigt både at implementere progressive skattereformer, der bla. målrettet beskatter den stigende afrikanske ekstremt rige overklasse, og samtidig styrker skatteinddrivelsen, så systemerne bliver mere effektive og pålidelige. Skatteopkrævningen skal både sikre den nødvendige finansiering til Verdensmålene og skabe en omfordeling for at komme den stigende ulighed til livs.