Danmarks klimagæld sendt til inkasso

Bloggen er baseret på MS Mener: Danmark skal betale sin klimagæld


På vegne af verdens mest udsatte mennesker sender vi en inkasso-opkrævning på 5 milliarder kroner, som Danmark har lovet at betale i 2020. Regeringen løber fra regningen med udenomssnak. Det hjælper ikke de udsatte mennesker, der drukner i voldsomt vejr og hvis landbrug udtørrer.


Løftet om at give nye ekstra penge til klimakrisen i udviklingslandene

Danmark har lovet at give 5 milliarder kroner i nye og ekstra midler til klimakrisen i udviklingslandene.

På Klimatopmødet COP15 i København i 2009 påtog Danmark sig sammen med andre rige lande at støtte grøn omstilling og klimatilpasning i udviklingslandene. De rige lande lovede at øge klimabistanden gradvist, så den i 2020 skulle udgøre $100 mia. USD om året. Løftet var også, at midlerne skulle være ”nye og additionelle” - det vil sige, at de ikke må tages fra den eksisterende udviklingsbistand, men skal lægges oveni.


Dette løfte blev genbekræftet på Klimatopmødet i Paris i 2015. Her blev det yderligere aftalt, at målet om at levere 100 mia. US$ om året skulle gælde for årene 2020-2025, hvorefter der skal aftales et nyt, højere kollektivt mål.


Det fremgår også af Paris-aftalen, at der skal sigtes mod en balance mellem midler til grøn omstilling og klimatilpasning, ligesom der især skal lægges vægt på de mindst udviklede landes og de små østaters behov.


Danmarks ”fair share” af dette løfte udgør 5 milliarder kroner årligt fra 2020. Forpligtelsen gælder for 23 rige lande, hvor Danmarks andel er 0,74% beregnet ud fra Danmarks bruttonationalprodukt.


Stigning i klimabistand, men betalt af udviklingsbistanden

Regeringens finanslovsforslag for 2021 fastholder dansk udviklingsbistand på 0,7 % af BNI og afsætter inden for denne ramme angiveligt 2,93 milliarder kroner til klima. Igen en stigning i klimabistanden, men inden for de 0,7 % i samlet udviklingsbistand.


Der er ikke i regeringens udspil afsat nogle midler til ”nye og additionelle midler” til klimatilpasning. Dermed undergraver stigningen i klimabistanden fattigdomsbekæmpelsen, hvilket er stik imod hensigten og løfterne, der er blevet afgivet. Det er de fattige selv, der betaler klimabistanden med de midler, der ellers skulle have været brugt til at bekæmpe fattigdom, bygge skoler og sikre udvikling.


Nedenstående figur viser, at der de sidste 10 år er sket et fald i størrelsen af dansk udviklingsbistand ned til 0,7% af BNP, der det internationalt aftalt mindstebeløb rige lande skal give i udviklingsbistand. Samtidig fylder klimabistanden en stigende del. Men tages fra udviklingsbistanden.

Der er forskel på klimabistand og udviklingsbistand

Når Udviklingsminister Rasmus Prehn bliver konfronteret med disse tal, og at Danmark ikke lever op til løftet om at yde nye og ekstra midler til klimabistand, så fastholder han, at klimabistanden også bidrager til at bekæmpe fattigdom. Prehn har ret i, at ingen har større interesse i, at klimakrisen bliver håndteret end verdens fattigste, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne.


Men dansk og international klimabistand går overvejende til mellemindkomstlande og er primært udtryk for Danmarks interesse i at omstille også udviklingslandenes energiforsyning og vandsektor i en mere grøn retning og har ikke bekæmpelse af fattigdom som den primære målsætning.


Prehn og regeringen løber fra løftet om at give ’nye og additionelle’ midler til klimakrisen, når klimabistanden finansieres af udviklingsbudgettet. Klimakrisen er en ekstra byrde for verdens fattigste oven i de andre udfordringer, som de i forvejen har.


Derfor er løftet om nye ekstra midler udover udviklingsbistanden så vigtigt, fordi klimakrisen påfører udviklingslandene enorme ekstra omkostninger til tilpasning til krisen og et krav om, at de omstiller sig direkte til en bæredygtig udviklingsmodel i stedet for at have en fossilt drevet udvikling, som de rige lande har haft. Klimabistand er et lille plaster på såret til de mennesker, der uforskyldt bliver ramt.

Rige lande og rige mennesker har ansvaret for klimakrisen

Der er en grund til, at der lander en regning på de rige landes bord.

Historisk set har Afrika syd for Sahara kun stået for 3 % af de globale udledninger af drivhusgasser siden 1751. Alligevel er udviklingslandene i mange tilfælde hårdest ramt af klimakrisen.


De rige lande har langt det største ansvar. Både fordi de historisk har det altovervejende ansvar for udledning af CO2 og andre klimagasser. Og fordi USA, Europa og Kina i dag står for mere end ni ud af ti tons CO2, der udledes, mens Afrika, Sydamerika og Oceanien tilsammen står for omkring 8 % af udledningerne. En gennemsnitlig amerikaner udleder tre gange så meget CO2 som verdensgennemsnittet.


I de rige lande er det ikke alle, der har det samme CO2-aftryk og dermed det samme ansvar. Globalt står de 10% rigeste for 50 % af CO2-udledningen siden 1990. Verdens rigeste 1 % har udledt dobbelt så meget CO2 i atmosfæren som den fattigste halvdel af verdens befolkning. Den rigeste 1% i Danmark udleder cirka ligeså meget CO2 som de fattigste 13%.


Klimainkasso

Mellemfolkeligt Samvirke har de sidste år søgt at få skiftende regeringer til at holde det løfte, som tidligere er afgivet. Nu sender vi regeringen til inkasso. Det er jo det man gør med ubetalte regninger. Vi håber regeringen vil lytte og løfte det ansvar, som den har påtaget sig for at den klimakrise de rige lande har skabt ikke skal betales af verdens mest udsatte mennesker.

70 visninger