Bekæmp fattigdom – ikke de fattige

Danmark skal have en ny strategi for udvikling. Meget peger på, at regeringens væsentligste målsætning er at stoppe migration af fattige til Danmark. Tænk, hvis målet i stedet var at afhjælpe fattigdom og årsagerne til at folk flygter.


Formålet med udviklingsbistand

De første linjer i Lov om internationalt udviklingssamarbejde fra 2012 lyder sådan her: ”§ 1. Målet for Danmarks udviklingssamarbejde er at bekæmpe fattigdom og fremme menneskerettigheder, demokrati, bæredygtig udvikling, fred og stabilitet.” Videre siger loven, at ”Dansk udviklingssamarbejde skal bidrage til at fremme Danmarks interesser i en mere fredelig, stabil og lige verden.”


Det står altså rimeligt klart i loven, hvad for målet med udviklingsbistanden er. Det handler om at forbedre forholdende for verdens mest udsatte og samtidig fremme værdier om demokrati, menneskerettigheder, fred og bæredygtighed.


Bekæmpelse af de fattige og migranter?

Man kan alligevel godt nogen gange få en fornemmelse af, at udviklingsbistand i stigende grad handler mere om at bekæmpe de fattige mennesker, der formaster sig til at flygte fra krig, kriser og armod, i stedet for at afhjælpe de situationer, der tvinger dem på flugt.


Regeringen har igangsat en dialog om den nye udviklingsstrategi. Men det står endnu uklart, hvilke prioriteringer regeringen har på området. Dog står én ting klart, der ikke nødvendigvis handler om udvikling: Udviklingsstrategien skal bidrage til at mindske migration og sætte en stopper for spontane asylansøgere i Danmark. Strategien skal indeholde vejen og ikke mindst finansieringen via bistandsmidlerne til at etablere et modtagecenter uden for Europa. Det er Socialdemokratiets kongstanke og et centralt valgløfte. Udviklingsmidlerne er den kagedåse, man uhæmmet kan stikke hænderne ned i for at finansiere anti-migrations politikken.


Allerede i 2018 præsenterede socialdemokratiet udspillet ”Retfærdig og Realistisk. Helhedsplan for dansk Udlændingepolitik”, hvor modtagecenteret for første gang blev uddybet. Interessant er også, at i dette udlændingepolitiske udspil, præsenteres udviklingspolitikken som et delelement af den udlændingepolitiske dagsorden.


Målsætningen med modtagecenteret er at gøre det mindre attraktivt at søge spontanasyl i Danmark ved den danske grænse efter at have kæmpet sig over Middelhavet og betalt menneskesmuglere dyrt for hjælpen. Alle spontan-asylansøgere vil blive deporteret til modtagecenteret et sted i Afrika.


Jeg vil ikke her diskutere realismen og visdommen i at etablere et sådan center. Men tørt konstatere, at det ligger på kanten af formålet for Loven for Udviklingssamarbejde. Og at det potentielt kan udvikle sig til systematiske brud på menneskerettighederne, hvis det udvikler sig i retning af fx erfaringerne fra Australien, som regeringen angiveligt er inspireret af.


Flygtninge finansieret af udviklingsbistand

I 2016 budgetterede Danmark med at anvende 4,5 mia. kroner af udviklingsbistanden til modtagelse af flygtninge i Danmark, tæt på 30% af den samlede udviklingsbistand. Heldigvis blev beløbet mindre, fordi er kom færre flygtninge til Danmark end antaget. I 2020 er antallet af spontan-asylansøgere ved Danmarks grænser det laveste i mere end 20 år.


Denne anvendelse af udviklingsbistanden til at håndtere flygtninge i Danmark eller etablere modtagecentre uden for Europa, hvortil vi kan deportere asylansøger, er dybt problematisk. Det er ikke bekæmpelse af fattigdom, men håndtering af Danmarks folkeretlige forpligtelse til at hjælpe folk på flugt.


Jeg medgiver at OECD, er overvåger udviklingsbistand, anerkender at udgifter til flygtningemodtagelse kan bogføres som en del af udviklingsbistanden. Det gør det ikke mere moralsk acceptabelt. Og særligt ikke, at Danmark i forhold til andre rige lande sætter omkostningen for behandlingen af asylansøgere højere end alle andre lande, og derved kan suge flere penge ud af udviklingsbistanden til at håndtere udfordringer i Danmark. Gennem flere år har Danmark været det største modtagerland af fattigdomsorienteret dansk udviklingsbistand.


Migration i udviklingsbistanden

Når regeringen vil sætte migration ind som et central område i den nye strategi ligger der flere elementer end etablering af modtagecenteret. Fx vil det formentlig indeholde fortsat støtte til at beskytte de europæiske grænser mod fattige mennesker på flugt gennem etablering og patruljering af grænsehegn ved EU’s grænser. Eller samarbejdet med ’myndighederne’ i fx Libyen om at returnere gummibåde på vej over Middelhavet til de libyske flygtningelejre, der nærmere kan betegnes som totur-centre.


Dansk udviklingsbistand har blandt andet ifølge loven til formål at fremme demokrati og menneskerettigheder. Alligevel står det helt klart, at både Danmark og EU er med til at finansiere tiltag på migrationsruterne, der indeholder voldsomme brud på menneskerettighederne. Det gælder fx i Libyen, hvor migranter tilbageholdes af kystvagten i tæt samarbejde med EU. Det er EU, der træner, finansierer og koordinerer den libyske kystvagt, der står for at fange migranter, der søger at krydse Middelhavet. Dermed er Danmark og EU potentielt direkte involveret i grove overgreb på menneskerettighederne over for migranterne i de libyske flygtningelejre. Tiltag, der udelukkende handler om at holde fattige mennesker ude af EU, ikke handler om at bekæmpe fattigdom.


Udviklingsbistanden kan anvendes fornuftigt i forhold til migration. Det handler konkret om at sikre overholdelse af menneskerettighederne fra myndighedernes side på de lange migrationsruter, støtte til myndighedernes håndtering af udfordringerne i Afrika etc. Husk på, at 85% af verdens flygtninge befinder sig i udviklingslandene, mens det er en marginal del, der kommer til Europa og i dag forsvindende få, der kommer til Danmark.


Er migration virkelig det vigtigste tema for udviklingspolitikken?

For mig er et forunderlige, hvorfor migration skal være det centrale element i en ny udviklingsstrategi. Kun cirka 600 personer fik asyl i Danmark i 2020 ud af 1547 asylansøger. På trods af, at Inger Støjberg og en national-konservativ bevægelse har et desperat ønske om at fastholde flygtninge og migranter som et stort trusselsbillede for Danmark, så er det i stigende grad svært at tage alvorligt som andet end et politisk ønske om ride en dagsorden, der har været succesfuld gennem 30 år. Og det er endnu sværere at se, hvorfor en ny dansk udviklingsstrategi, målrettet bekæmpelse af fattigdom, skal have migration og et modtagecenter som en central dagsorden.


International solidaritet

Det er jo ikke fordi, der ikke er andre ting, som udviklingsbistanden med stor gavn kan anvendes til. Vi står efter pandemien i en historisk økonomisk krise, hvor antallet af mennesker i ekstrem fattigdom stiger for første gang i to årtier. Hvor sundhedsvæsenet i mange lande er ekstremt presset, samtidig med at regeringerne skal anvende flere midler til at afbetale gæld end de bruger på deres sundhedsvæsen. Vi står i en global klimakrise, hvor vi hurtigt skal sænke vores udledninger af CO2 i hele verden, og verdens fattigste har et akut behov for at få hjælp til at tilpasse sig klimaforandringerne. Danmark og andre rige lande må betale for de skader, der bliver dem påført af klimaforandringerne, skabt af de rige lande.


Demokrati og menneskerettigheder er presset af autoritære ledere, der i skyggen af pandemien har set deres snit til at begrænse frihedsrettighederne og slå hårdt ned på unge og bevægelser, der insisterer på at have en fremtid i deres eget land. Disse unge og bevægelser er de kræfter, der kan skabe forandringer og udvikling indefra i landene og som vi skal støtte med alt hvad vi har af midler og solidaritet.


Uligheden er i de fleste lande er stigende. Op mod 500 millioner mennesker vil ryge ud i fattigdom efter pandemien og skulle leve for under $5,5 dollar om dagen. Uden adgang til uddannelse, sundhed og sociale sikkerhedsnet, og uden adgang til at skabe sig et livsgrundlag. Landene skal have hjælp til at omlægge en gæld, der er for mere end 50 lande er uholdbar. Og de skal have støtte til at opbygge stærke skattesystemer, så de selv kan mobilisere indtægter til at finansiere udvikling og en fremtid for deres befolkninger.


Hvis vi ikke gør noget ved disse fundamentale problemer – problemer der står i kernen af formålet for loven om dansk udviklingsbistand – så vil millioner af mennesker lide under krisen, og andre millioner vil helt selvfølgeligt og rationelt bevæge sig på flugt i håbet om en bedre fremtid.


International solidaritet

Socialdemokratiet har en stolt international tradition. Socialdemokrater, herunder i min egen familie, har været medvirkende til at etablere dansk udviklingsbistand tilbage i 1960erne. Værdisættet var international solidaritet. Udviklingsbistand kan på mange måder ses som udbredelse af de velfærdsstatslige værdier fra nationalstaten til det globale niveau.


Udviklingsbistand er dertil et vigtigt udenrigspolitisk instrument for en småstat og lille åben økonomi som Danmark, der har en interesse i at sikre internationale regler og samarbejde frem for jungeloven. Danmark kan bidrage væsentligt til at fremme demokrati, menneskerettigheder og klimhandling internationalt, ved at være et foregangsland og have stærke partnerskaber med udviklingslande, civilsamfund og andre aktører.


Hvad blev der af regeringens forståelsespapir og støttepartierne?

Den tradition håber jeg, at Danmark og Regeringen vil fastholde ved udformningen af den nye strategi for udvikling.


I forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne er der stærke forpligtelser:


"Vi skal løfte et ansvar for verden. Så Danmark er et land, der hjælper mennesker i nød. Som står vagt om de internationale konventioner, aktivt arbejder for FN’s verdensmål og engageret indgår i forpligtende internationale fællesskaber. Danmark skal være et åbent land, hvor vi lever af vores udsyn til resten af verden


Det er en forpligtelse til at engagere sig i verden, ikke lukke sig af fra verden. Her er en ambitiøs dansk udviklingspolitik, der sætter de fattige først og bygger på verdensmålene et afgørende instrument.


Hvis ikke regeringen selv kan forfølge den dagsorden fastlagt i forståelsespapiret og tenderer mod at forfalde til et nationalt snæversyn, så må vi sætte vores lid til, at mere internationalt orienterede kræfter blandt Socialdemokratiets medlemmer, støttepartierne og oppositionen vil hjælpe regeringen med at fastholde et internationalt og solidarisk perspektiv i udviklingsbistanden frem for at forfalde til nationalt drevne populistiske dagsordner.


Vi skal ikke lade gårsdagens udfordringer styre fremtidens udviklingsbistand.

82 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle