Aktivt ejerskab i fossile selskaber er en illusion.

Først bragt i Politiken 4. juli, 2020


Bankerne og pensionsselskaberne har lige nu lov til direkte at modarbejde Danmarks klimamål. Det er dybt uholdbart. De siger, at de kan være aktive medejere og få gjort fossile selskaber grønne. Men det er en illusion.


Danske banker og pensionskasser markedsfører sig som bæredygtige, men samtidig har de investeret tocifrede milliardbeløb i selskaber, der udvider deres kulproduktion. Pensionskassernes forklaring er, at de bruger deres ofte betydelige ejerandel til at forsøge at ændre de fossile selskaber indefra.


Men det hænger ikke sammen. Ofte er hele ideen om aktivt ejerskab nemlig en ren illusion.

Det køreren ophedet debat om investorernes ansvar for at drive den grønne omstilling i disse år. Ofte står de danske pensionskasser i midten af den debat. De har godt nok ikke helt samme muskelstyrke som den norske oliefond, verdens største pengegris, men pengekasser som ATP med investeringer for 900 milliarder kroner og Danmarks største private pensionskasse, PFA, er faktisk ganske betydelige spillere på det internationale kapitalmarked. Hvad de gør, har betydning. Og de signaler, de sender med deres investeringer, kan drive udviklingen. Mod mere eller mindre fossile brændsler eksempelvis.


Og der er masser af problemer at tage fat på. Pensionsselskaberne bryster sig i stigende grad af at være klimaansvarlige og lægger en stigende del af deres investeringer i den grønne omstilling. PFA har netop lanceret et såkaldt PFA Klima Plus-pensionstilbud helt uden olie, kul og gas. Men samtidig har pensionskassen investeret 10,6 milliarder kr. i fossile selskaber. PFA er dermed det danske pensionsselskab med flest fossile aktiver. Det grønne image klinger hult.


Samlet set har pensionskasserne mere end 30 milliarder kr. investeret i kul, olie og gas. Og de er bestemt ikke alene. Landets to største banker, Nordea og Danske Bank, har investeringer i kul for 40 milliarder kroner.


SKRIV UNDER: Stop Oliesvineriet


Milliardinvesteringerne er først og fremmest et akut klimaproblem. Vi ved fra eksperter, at store dele af de kendte reserver af kul, olie og gas skal blive i jorden, hvis vi skal holde temperaturstigningen under 1,5 grad. Men alligevel planlægger den fossile industri at øge produktionen med 120 procent, viser tal fra FN’s Miljøprogram. Sker det, har vi kurs mod en temperaturstigning på over tre grader. Vi skal med andre ord helt stoppe med at lede efter ny sort energi og skrotte udbygningen af den fossil infrastruktur, der vil blive stående i mere end 30 år.


Men der er også et pragmatisk hensyn til danskernes opsparinger, der spiller ind: Hvis verden skal leve op til Paris-aftalens målsætning, og det skal vi, hvis ikke klimakrisen skal eskalere, så vil aktieprisen på de fossile selskaber falde. Danskernes milliarder i disse selskaber kan meget vel blive såkaldt strandede værdier, hvor markedsværdien af selskaberne løbende falder, fordi investorerne trækker sig.


Pensionsselskaber og banker fastholder de fossile investeringer, fordi de tror på, at de gennem aktivt ejerskab og dialog kan bidrage til at gøre dem mere bæredygtige. Alle bruger energiselskabet Ørsted som eksempel, der over en tiårig periode er gået fra at være et fossilt selskab til at være førende i vindmølleparker. Men Ørsted er en sort svane; en, der kan forekomme, men kun meget sjældent.


Det paradoksale er, at pensionskasserne egentlig godt ved, at de har en dårlig sag. Nordea, PFA, Velliv og de fleste andre pensionsselskaber er medlemmer af Climate Action 100+, et globalt investornetværk, der koordinerer aktivt ejerskab i de største drivhusgasudledere. I netværkets seneste rapport er konklusionen, at ingen af de store olie og gasselskaber har en troværdig strategi for at holde temperaturen under 1,5 grad. Fire ud af fem af selskaberne har mere end halvdelen af deres investeringer i projekter, der ikke kan udvindes uden at bryde med en temperaturstigning på to grader.


Samtidig er samtlige af selskaberne involveret i lobbyvirksomhed, der aktivt modarbejder Paris-aftalen.


Oliegiganter som BP, Shell og Chevron markedsfører sig i stigende omfang som grønne. Senest har britiske BP i februar meldt ud, at de vil være CO2-neutrale i 2050. Men ingen af selskaberne har taget skridt til at ændre produktionsplaner og opgive at udvinde nogle af de kendte ressourcer eller stoppe med at lede efter nye ressourcer. BP har blot lovet, at de vil øge andelen af investeringer i ikkefossile projekter »over tid«, men uden nogen klare mål og deadlines.


Den grønne ombranding af olieselskaberne er utroværdig, når man ser deres reelle investeringer. En undersøgelse fra det norske konsulenthus Rystad Energy viser, at de fem store europæiske olieselskaber Shell, BP, Total, Eni og Equinor tilsammen over årene har investeret 5,5 milliarder dollars i bæredygtig energi. Men i 2019 alene investerede de samme selskaber 90 milliarder dollars i fossil udvinding. Shell bruger én dollar på bæredygtig energi, hver gang de bruger 30 dollars på investeringer i fossile projekter, der blot graver klimakrisen endnu dybere.


Oliegiganterne bruger formentlig flere penge på at bekæmpe en meningsfuld klimapolitik med dyre lobbyister og markedsføre sig som grønne, end de bruger på bæredygtig energi.


De fossile selskaber er ikke en del af løsningen på klimakrisen. De er en del af problemet.

PFA har meldt ud, at man samler sine investeringer på færre fossile selskaber, men at man så vil være en mere aktiv medejer. Det er sådan set fornuftigt, hvis man tror på aktivt ejerskab. Men så skal der være nogle meget klare mål for selskabernes udvikling. F.eks., at olieselskaberne i 2030 vil bruge 90 procent af deres investeringsbudget i bæredygtig energi.


LÆS: Nordea og Danske Bank har 40 mia. kr. i kul


Samtidig skal man huske, hvad ideen med aktivt ejerskab er: Det er udviklet til at håndtere udfordringer med selskabernes negative indvirkning på menneskerettigheder og miljø. Med fossile selskaber handler det om at få dem til at holde op med at være fossile – at ændre identitet. Det sker sjældent. Det er ikke tilfældigt, at bilindustrien bliver revolutioneret af teknologiselskabet Tesla, som er en helt ny aktør.


Bankerne og pensionskassernes forklaring lyder sådan her: ’Hvis vi frasælger investeringerne i de fossile selskaber, så kommer der bare andre investorer, der er helt ligeglade’. Argumentet er delvist rigtigt. Der vil i en overgang komme andre investorer. Men vi kan se fra kulbranchen, at investorernes frasalg gør det vanskeligere at rejse kapital. Pengene udebliver eller bliver dyrere.


De seneste år er låneomkostningerne til kulprojekter steget væsentligt. Sidste år fortalte det polske energiselskab Enea sine aktionærer, at låneomkostningerne ville stige, og i februar i år suspenderede de udbygningen af et nyt kuldrevet kraftværk. I Asien, hvor kulkraft fortsat udbygges, har omkring halvdelen af de foreslåede kulkraftværker i Vietnam og Indonesien ikke fået sikret deres finansiering. Erhvervsmediet Bloomberg vurderer, at de måske aldrig bliver finansieret, fordi også banker i Japan, Sydkorea og Singapore også stopper finansiering af kulvirksomheder. Så frasalg virker.


Desværre er der dog ingen tegn på, at den danske finanssektor vil tage deres fossile aftryk mere alvorligt. I regeringens klimapartnerskab for finanssektoren er der ingen overvejelser om at stoppe investeringerne i de fossile selskaber, på trods af at det er finanssektorens største negative påvirkning af klimaet.


Hvis ikke sektoren af egen drift vil stoppe deres fossile investeringer, kan det blive nødvendigt at lave politiske indgreb. Det må meget gerne være på europæisk niveau, men ellers i Danmark alene. Finanstilsynet kunne f.eks. få et stærkere mandat til at holde opsyn med klimarisici og de finansielle virksomheders efterlevelse af Paris-aftalen. For bankerne og pensionsselskaberne har lige nu faktisk lov til direkte at modarbejde Danmarks klimamål og en bæredygtig fremtid. Det er dybt uholdbart.

35 visninger