Afrikas vej ud af krisen: job, gældslettelse og bedre skatter

Coronakrisen har kastet Afrika ud i en hård økonomisk krise. Vejen ud af krisen er grønne jobs til de unge, gældslettelse og progressive skatter. Ghana er et godt eksempel på problemet.


Afrika er først og fremmest ramt af en økonomisk krise efter corona-krisen. IMF vurderer at økonomien pr. indbygger vil falde 4% i 2020, og det er ikke sikkert, at økonomien vil komme i gang igen i 2021. Mere end 20 millioner vil blive ramt af ekstrem fattigdom og mange flere af mangel på indkomster, uddannelse, sundhed, vand og andre basale fornødenheder. Endnu flere, og særligt unge, vil stå i en desperat situation, hvor migration forekommer at være den eneste udvej.


Denne økonomiske krise, skabt af corona-krisen, kommer efter en længere periode med økonomisk fremgang i mange afrikanske lande. Men med en meget ulige fordeling af væksten, hvor en lille elite i mange lande i stigende grad lever et liv i luksus på bekostning af den brede befolkning.


Der er selvfølgelig ikke noget entydigt svar på, hvordan mere end 50 forskellige afrikanske lande skal komme ud af krisen og skabe en bæredygtig økonomi, der virker for de mange, ikke kun for de få. For nogle lande er konflikter, ofte drevet af ulighed og desperation, det største problem.


Men der er nogle fællestræk til en kriseløsning. 1) Eftergivelse af gæld så landene kan få en frisk start efter corona-krisen; 2) Jobs, gerne grønne jobs, i landbrug, erhverv og særligt for de unge; 3) Progressive skatter og stop for kapitalflugt, så der kan investeres i sundhed, uddannelse, infrastruktur.


Slet gælden

Akut er der brug for slette gæld for en række gældsplagede lande for at give dem et pusterum ud af krisen. Lad mig tage Ghana som eksempel:


Ghana brugte allerede inden corona-krisen $6,5 mia. dollars årligt – 59 procent af sit statsbudget – på at betale renter og afdrag på sin gæld, hvilket er helt uholdbart. Ghana er et mellemindkomst land, der har brug for alle ressourcer de kan mobilisere til at investere i at nå FN’s Verdensmål inden 2030. Det betyder investeringer i uddannelse, særligt for piger, sundhed, infrastruktur, bæredygtig energi.


Mellemfolkeligt Samvirke har med et nyt studie vist, at lande der bruger mere end 12% af statsbudgettet på gældsbetalinger er tvunget til at skære i investeringer i livsnødvendige offentlige services som uddannelse og sundhed. I 2019 brugte Ghana tre gange så mange penge på at betale renter og afdrag på gælden som på sundhed. Hvis Ghana fik reduceret sine gældsbetalinger til 12% af BNP ville det frigøre $5 mia. dollars årligt.


Hvorfor er Ghana endt i en gældsspiral? Det handler først og fremmest om at 80% af landets eksport er kun tre varer: Olie, mineraler og kakao. Siden 2013-14 er priserne på særligt olie og mineraler faldet dramatisk. De forventede indtægter til at afdrage gælden udebliver. Samtidig er gælden i udenlandsk valuta, og når den ghanesiske valuta falder i forhold til dollaren, så stiger gældsbyrden voldsomt. Det er selvfølgelig primært den ghanesiske regering, der har taget uansvarlige lån til en i nogle tilfælde rente på over 10 procent. Men det er også internationale investorer, der har en uansvarlig lånepraksis, ikke mindst drevet af, at kunne få en høj rente i Ghana og andre udviklingslande, modsat et nul-rente miljø i de rige lande. Der er et push for at låne penge ud, og når man får en høj rente som långiver, så følger der naturligt et større ansvar og risiko.


Ghana og de afrikanske lande er uden skyld i den nuværende globale økonomiske krise. Men de mærker konsekvenserne hårdere. Store mængder kapital er trukket ud af Afrika, investorerne er tilbageholdende, turismen er udeblevet, eksporten og prisen på eksportvarer falder, og valutakurserne er pressede. Dermed eskalerer gældskrisen for Ghana og andre lande.


G20-landene og IMF var hurtigt ude i april og tilbyde et stop for gældsbetalingerne i 2020 for mere end 70 lande. Men det sparker bare problemet til hjørne. Først og fremmest skal gældsstoppet forlænges til 2021, hvilket vil give et pusterum til at igangsætte en egentlig omstrukturering af gælden til et bæredygtigt niveau. Her er det desuden afgørende at alle de private kreditorer, der har købt statsobligationer i Ghana og andre lande, tager deres del af ansvaret og risikoen. Ellers vil de private kreditorer lukrere på at de bilaterale og multilaterale lån bliver lettet.


Samtidig skal der ske en reformering af det internationale gældssystem, så der kommer gennemsigtighed og demokratisk og social kontrol med både långiver og låntagere. Det kan følge principperne for ansvarlig långivning og låntagning udviklet af EURODAD, et netværk Mellemfolkeligt Samvirke er en del af. Helt afgørende er det at få skabt gennemsigtighed i lån internationalt og sikre at lån aldrig optages og anerkendes uden at parlamentet har godkendt det, og at der er mekanismer på plads, så medier og civilsamfund kan holde øje med at pengene anvendes til gavn for den brede befolkning.


Mange afrikanske lande er ved at tage initiativ til at genforhandle og omlægge gælden. Danmark kan sammen med andre progressive donorer i de nordiske lande gå foran og arbejde for massiv gældslettelse.


Grønne jobs

Der skal sparkes mere gang i de afrikanske økonomier på en måde, så der kommer jobs til de unge, væksten bliver mere ligeligt fordelt med mindre afhængighed af enkelte råvarer til eksport og med en omstilling til en klima-bæredygtig udvikling. Det er der ingen nemme løsninger på. Det handler i høj grad om en sund økonomisk udviklingspolitik for det enkelte land, hvor udvikling af landbrug og lokal industri og med mange jobs er vigtigere end fx fortsat satsning på at tiltrække udenlandske selskaber til at udvinde olie og mineraler uden hverken reel økonomisk gavn for landene eller mange jobs.


Grønne investeringer og jobs er en vigtig del af løsningen. De rige lande har en klimagæld til udviklingslandene. Gennem 150 år har de rige lande opbrugt hele planetens CO2-budget og der er ikke rum for, at udviklingslandene gennemgå en udvikling drevet af fossile brændstoffer og øget drivhusgasser. Samtidig rammer den igangværende klimakrise udviklingslandene forholdsvist hårdere, selvom deres bidrag til klimakrisen er minimalt. Afrika har siden 1751 stået for 3% af den globale udledning af drivhusgasser. Derfor skylder vi som udviklede lande at bidrage til en hurtig grøn omstilling og tilpasning til de temperaturstigninger, der allerede mange steder ødelægger livsgrundlaget for fattige mennesker, kaster millioner ud i sult og tvinger dem på flugt.


En massiv investering i Afrika i en grøn omstilling er ikke bare nødvendig for at undgå at skærpe klimakatastrofen, men også vores moralske pligt. Omstillingen skal kobles med uddannelse og jobs til særligt de unge. Det betyder, at der skal tænkes i mange mindre projekter med inddragelse af den lokale private sektor og træning af unge til at indgå i projekterne.


Danmark kan gå foran ved at stille både teknologi og kapital til rådighed. Løsningen er ikke flere offentlig-private partnerskaber, der måske lyder attraktive, men som i mange tilfælde fordyrer projekterne samlet for modtagerlandene og øger landes i forvejen for store gæld. Vi skal have pensionsselskabernes og andre investorers midler ind i projekter med et lavere afkastkrav end de 10+%, der ofte er forventningen. En mulighed er at Danmark udsteder grønne statsobligationer til en nul-rente og dermed mobiliserer kapital til en Grøn Omstillingsfond, der kan invester i den grønne omstilling og udvikling i Afrika med et lavere afkastkrav og dermed sparke gang i den nødvendige udvikling.


Progressive skatter

For at skabe socialt og økonomisk bæredygtige økonomier der giver bedre livsvilkår for de mange er der brug for at investere i den menneskelige udvikling og omfordeling af ressourcerne. Det kræver statslige investeringer i uddannelse, sundhed, infrastruktur og grøn omstilling.


Men de statslige budgetter i de afrikanske lande er for små. I gennemsnit udgør de statslige indtægter kun 17% af BNP, mens gennemsnittet for OECD er dobbelt så stort 34%.

Et nyt studie fra Mellemfolkeligt Samvirke viser, at Ghana og andre udviklingslande kan øge de statslige indtægter hurtigt, meget og retfærdigt ved at stoppe de mange skatterabatter til særlige virksomheder, øge selskabsskatterne særligt på olie- og mineindustrien, indføre bedre ejendomsskatter og beskatte luksusforbrug.


Desværre er IMF’s rådgivning anderledes og fokuserer mest på at øge mons og afskaffe undtagelse af moms på særlige varer, der kommer de fattigste til gode. Hvis Ghana fjerner hvad IMF betegner som skadelige skatterabatter kan Ghana rejse $1,2 mia. dollars. Hvis blot 20% af disse midler bliver anvendt til uddannelse er det nok til at bringe 319.000 børn, der lige nu ikke får en grundskole, ind i skolesystemet, rekruttere 10.00 skolelærer og sikre skolemad til en halv million børn.


Ghana hører også til blandt de lande der taber milliarder fra selskaber og ultrariges skatteundvigelse, særligt i olie- og mineindustrien.


Hvis Ghana kan øge sin skatteopkrævning med 5 procentpoint ift BNP i løbet af de næste år så vil det give næsten $8 mia. dollars ekstra indtægter og mulighed for at fordoble investeringerne i uddannelse, sundhed, vand, sanitet og socialt sikkerhedsnet – og samtidig stadig have $3 mia. dollars til fx investeringer i den grønne omstilling.


Danmark og andre donorer lovede i 2015 at fordoble deres støtte til udviklingslandenes mobilisering af skatter. På trods af, at et enigt Folketing har sat kampen mod skattely og skatteunddragelse på dagsordenen og der er taget mange gode initiativer fra Danmark til at stoppe skatteundvigelser fra både selskaber og ultrarige personer, så har dansk bistand ikke seriøst prioriteret en indsats for at støtte partnerlandenes skatteopkrævning. Der er allokeret flere midler til skatteområdet i Danida, men de bliver hovedsageligt overført til trust fonde i Verdensbanken og IMF, hvor der ikke fra dansk side er en opfølgning på, om fondene støtter progressive og ulighedsreducerende skattereformer, eller det fx primært er fremme af moms og afgifter, der rammer socialt skævt. Der mangler simpelthen ressourcer, viden og opbygning af ekspertise i Danida til at gå seriøst ind i disse diskussioner.


Danmark burde – ikke mindst under en socialdemokratisk regering – prioritere skatteopkrævning helt anderledes højt som et centralt redskab til at hjælpe udviklingslandene til at blive selvhjulpne og kunne investere i udvikling og sociale fremskridt. Det kræver en langsigtet opbygning af viden på området gennem allokering af specialiseret personale, der kan følge området og udvikle programmer, der støtter progressive skattepolitikker og støtte til den administrative skatteopkrævning, sociale og parlamentariske kontrol, mm. Norge har over en tiårig periode lavet en sådan indsats med stor effekt. Det mangler vi desværre en strategi for i dansk udviklingsbistand.

Vejen ud af krisen…

Der er ikke én vej ud af den økonomiske krise for alle de afrikanske lande. Den skal tilpasses de særlige forhold i hvert land. Men der er tre vigtige skridt, som landene selv sammen med donorlandene kan tage:


1. Slet gældsbetalinerne for 2020 og 2021 og giv et pusterum til at få etableret en gældsreduktion for alle typer gæld ned til et niveau, hvor landene har mulighed for at investere for at nå verdensmålene

2. Styrk investeringen i den grønne omstilling og tilpasning, ikke mindst ved at donorlandene lever op til deres løfter om at give nye og additionelle midler ud over den eksisterende udviklingsbistand til at støtte omstilling og tilpasning i landene og dertil sikre lån og investeringer til lave renter. Det skal ikke mindst føre til nye grønne jobs til de unge.

3. Styrk støtten til landenes egen skatteopkrævning og administration og bidrag til at lukke de internationale skattehuller, der tillader store selskaber og ultrarige personer at flytte hundredvis af milliarder ud af udviklingslandene hvert eneste år.

47 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle